Ny angriber på plads i VFF
VFF henter den albanske angriber Albion Avdijaj, der kommer til domkirkebyen på en treårig kontrakt fra schweiziske Grasshoppers.
-Avdijaj er en angriber, som vi længe har kigget på, og vi er glade for, at det endelig er faldt på plads. Han er en klassisk 9’er med en god fysik, fint hovedspil, sparker med begge ben og så er han meget aggressiv i sit spil. Han er en anden type end vores øvrige angribere, så han kommer til at supplere vores offensiv rigtig godt.
-Han har fået en god fodbolduddannelse, og vi ser et rigtig godt potentiale, som vi skal have forløst her hos os. Vi forventer klart, at han kan gøre en forskel for os indenfor relativt kort tid, siger Jesper Fredberg.
25-årige Avdijaj har fået sin spæde fodboldopdragelse i schweiziske Grasshoppers, men skiftede som 16-årig til tysk fodbold, hvor han både var i Hoffenheim og Wolfsburg, inden han vendte hjem igen. Siden har han også været udlånt til Vaduz og Debrecen, men ser nu frem til en permanent aftale i Viborg FF:
-Jeg er rigtig glad for at være her, og har hørt meget godt om Viborg. Det er en klub med traditioner, gode fans og et flot stadion, så jeg glæder mig til at komme i gang her, lære holdkammeraterne og sproget at kende og selvfølgelig få en masse spilletid.
-Klubben har ambitioner om noget større, og det passer mig rigtig godt, så jeg vil arbejde hårdt for, at vi sammen kan nå vores fælles mål. Jeg er nået til et tidspunkt i min karriere, hvor jeg skal have et stabilt forløb, så jeg glæder mig til de næste tre år her, og kan ikke vente med at komme i gang, siger Avdijaj.
Den 191 cm høje angriber får trøjenummer 9 i Viborg FF.