VFF henter Mads Aaquist
Viborg FF henter forstærkning i FC Nordsjælland, hvor Mads Aaquist kommer til domkirkebyen på en treårig aftale.
Sportschef Jesper Fredberg er meget tilfreds med tilgangen af 24-årige Aaquist, der senest har spillet højreback hos FCN, men er udset en rolle på midtbanen i Viborg FF:
-Vi er selvfølgelig meget glade for at kunne tiltrække Mads Aaquist hertil. Han er en fleksibel spiller, der kan dække mange positioner, men vi ser hans kompetencer komme bedst til udtryk på midtbanen, og som supplerer vores spillestil rigtig godt. Han er boldfast, aggressiv og med en stor motor.
-Samtidig har han en super indstilling og en personlighed, der vil passe perfekt ind til vores trup både på og udenfor banen.
Aaquist skiftede fra FC Helsingør til FC Nordsjælland i 2017, og var i sidste sæson udlejet til Randers FC. Han har tidligere spillet ungdomsfodbold og fik seniordebut i FC København, og nu ser han frem til at tørne ud i den grønne trøje:
-Viborg har givet udtryk for, at de vil mig rigtig meget, og det er selvfølgelig rigtig motiverende. Der er gang i noget spændende her, og det vil jeg gerne være en del af. Jeg har fået et super indtryk af det hele. Det er en fed klub med fede fans, et flot stadion og snart også med helt nye træningsfaciliteter, så det glæder jeg mig rigtig meget til.