VFF henter østrigsk forsvarsspiller
Viborg FF har skrevet kontrakt for resten af sæsonen med den østrigske forsvarsspiller Richard Windbichler, der senest kommer fra et ophold hos FC Ulsan Hyundai i Sydkorea. Han har tidligere spillet over 130 kampe i den østrigske Bundesliga.
-Vi har søgt efter at få en ekstra spiller ind til vores forsvar, og vi er glade for, at det er lykkes med Windbichler. Han er en dygtig forsvarsspiller, som vi så første gang i 2015 og siden har holdt øje med. Nu opstod muligheden for at tilknytte ham, og vi er sikre på, at han kan bidrage godt til vores hold i dette vigtige forår. Han er en spillende midtstopper, der er god og rolig med bolden og forudseende i sit spil, siger Morten Jensen.
I de seneste to år har 27-årige Windbichler spillet i sydkoreansk fodbold, hvor det blev til 78 kampe, en pokaltitel og senest en plads på årets hold i 2018. Nu har han valgt at vende tilbage til Europa, hvor det i første omgang er blevet til en kort aftale i VFF:
-Jeg er glad for at være her, og jeg ser det som en spændende mulighed for at vise mig frem i de næste måneder. Med mine erfaringer fra især de seneste år i Asien, så kan jeg forhåbentlig bidrage med rigtig meget på holdet.
-Jeg ved, der kun er ét mål for sæsonen, og den slags pres elsker jeg. Jeg glæder mig til at komme i gang her, siger han.
Før sit skifte til Sydkorea har Windbichler repræsenteret Austria Wien og Admira Wacker.