Mikkel Agger til Viborg FF
Viborg FF har købt Mikkel Agger fri af sin kontrakt hos norske Sarpsborg. Angriberen skifter til VFF på en aftale til sommeren 2021.
Offensiven forstærkes i Viborg FF, hvor angriberen Mikkel Agger er ny mand i den grønne trøje. Agger skifter tilbage til Danmark efter et ophold hos norske Sarpsborg, hvor han har spillet det seneste år.
-Mikkel er en dygtig angriber, der har bevist, at han kan score mål i NordicBet Ligaen. Det har været en prioritet for os at få en anderledes type ind til vores offensiv, og med Agger får vi en både hurtig og pågående type, der sparker godt og kan løbe dybt. Vi er sikre på, at han vil passe godt ind og kan bidrage til vores fælles ambitioner om Superligaen, siger direktør Morten Jensen.
Inden sit skifte til Norge var Agger en profil i NordicBet Ligaen, hvor han i efteråret 2017 nettede 11 gange for Thisted FC. Nu er han klar til en ny tørn i Danmark, og glæder sig til at trække i den grønne trøje:
-Jeg glæder mig helt vildt. Det er en stor klub, og det er virkelig et sted, jeg glæder mig til at starte. Klubben har givet udtryk for, at de rigtig gerne vil mig, og det er noget, jeg sætter stor pris på, og jeg vil selvfølgelig gøre alt for at betale tilbage af den tillid. Jeg er her for at score mål og skabe mål, og så kan jeg forhåbentlig være med til at spille VFF op i det fine selskab til sommer, siger Mikkel Agger.
Udover Thisted FC har Agger også tidligere optrådt for Esbjerg fB, AC Horsens og Hjørring.