Gaaei belønnes med kontrakt
Viborg FF har skrevet kontrakt med U19-spiller Anton Gaaei frem til sommeren 2023.
-Vi er glade for at skrive kontrakt med endnu en fra vores eget talentmiljø. Anton har udviklet sig rigtig godt, og især det seneste halve år har han taget store skridt, der berettiger til at blive belønnet med en kontrakt. Han er kommet lidt fra baghjul, men har en rigtig spændende fysisk pakke med fart og kropsstyrke, som vi håber på at kunne udvikle yderligere, når han kommer til at indgå endnu mere med førsteholdstruppen. Det næste halve år skal han træne med så meget som muligt, men med respekt for at få færdiggjort sin studentereksamen, inden han kommer fast med i førsteholdstruppen, siger sportschef Jesper Fredberg.
Ordene fra sportschefen suppleres af talentchef Rasmus Stenild, der ligeledes glæder sig over Gaaeis udvikling:
-Hele formålet med talentudvikling er jo at bringe spillere ind på førsteholdet, så det er vi selvfølgelig tilfredse med. Anton er en dedikeret ung mand med en god mentalitet, der passer sine ting og arbejder meget målrettet, så jeg ser ham også som en rollemodel for de andre unge spillere i vores talentmiljø.
-Tidligere i sine ungdomsår har han været kantspiller, men vi synes, at hans kvaliteter passer perfekt på en back til vores spillestil, så derfor har vi det seneste halve til hele år været i gang med en omskoling, som han også klarer rigtig godt, og det er højrebacken, vi ser ham spille i fremtiden, siger talentchefen.
Anton Gaaei kommer oprindeligt fra Bruunshåb/Tapdrup IF og har siden været forbi Overlund GF, inden han skiftede til FK Viborg. Det seneste år har han været kontinuerligt med i træningen med førsteholdet og til kampene i Reserveligaen, og højrebacken er naturligvis glad for, at han nu belønnes med en kontrakt:
-Jeg er selvfølgelig både glad og stolt. Det er noget, jeg har kæmpet for i lang tid, så det er dejligt, at det har båret frugt, og nu skal jeg selvfølgelig fortsætte med at gøre alt, hvad jeg kan, så jeg kan bide mig fast omkring holdet. Jeg glæder mig bare til at træne fast med Superliga-truppen, og forhåbentlig kan jeg kæmpe mig til mere spilletid på sigt, lyder det fra Gaaei.
19-årige Anton Gaaei fik sin førsteholdsdebut mod FC Fredericia i Sydbank Pokalen tidligere i indeværende sæson.