Engelsk cheftræner til VFF U17
VFF Talent har ansat engelske Brian Wake som ny cheftræner for U17-holdet på fuldtid. Den 39-årige englænder har senest været ansat hos svenske Östersunds FK, hvor han både har været U21 cheftræner, assistenttræner for førsteholdet og senest head of recruitment frem til september 2020. Tidligere har han også en baggrund som spiller i engelsk, skotsk og svensk fodbold.
-Vi er rigtig glade for at have lavet en aftale med Brian, som kommer med stor erfaring fra et højt niveau. Han er en dygtig træner, som er god til at skabe et lærerigt miljø samtidig med at stille store krav til spillerne, og dertil har vi fået et enormt godt indtryk af mennesket, som er noget, vi vægter meget højt. Han skal være med til at skubbe til overliggeren i VFF Talent og bringe ny viden ind, så vi ser meget frem til, at vi sammen skal udvikle vores miljø endnu mere, lyder det fra talentchef Rasmus Stenild.
Brian Wake flyttede sidste år til det midtjyske med sin danske kæreste og søn, og han ser frem til en ny udfordring hos VFF Talent:
-Jeg har fundet mig godt til rette her, og er meget glad og ydmyg omkring at have fået denne mulighed. Jeg har fået et godt indtryk af klubben, som ønsker at være proaktiv på flere fronter, og det synes jeg er meget spændende at blive en del af.
-Jeg skal bidrage med min viden og erfaring i forhold til udvikling af vores talenter – både som spillere og mennesker, og så er vores fælles mål selvfølgelig, at så mange som muligt skal gå hele vejen til førsteholdet. Jeg vil gøre mit allerbedste for at bidrage til et godt og trygt træningsmiljø, så vi får det bedste frem i spillerne, afslutter Brian Wake.