2-2 efter stærkt comeback i Haderslev
VFF leverede et stærkt comeback i de sidste 20 minutter af søndagens opgør i Haderslev, hvor de grønblusede var bagud med 2-0 og en mand i undertal, men lykkedes med at sikre 2-2.
Hjemmeholdet kom ellers bedst fra start, da Sønderjyske lidt heldigt bragte sig i front efter få minutter. Et indlæg blev dirigeret i eget mål af Ivan Näsberg, som var tilbage i startopstillingen efter sin skadespause, men fik desværre ikke det comeback, han havde drømt om. Mindre end ti minutter senere var den gal igen i VFF-defensiven, da Sønderjyskes Olti Hyseni sparkede fra kanten af feltet, og afslutningen blev snittet af Stipe Radic, så den akkurat snød Lucas Lund i målet. 2-0 til de lyseblå værter.
Spillemæssigt var det ellers VFF, der dominerede det meste af første halvleg, men uden at have held med afslutningerne, og således gik hjemmeholdet til pause foran med 2-0.
Omstændighederne blev ikke bedre i midten af anden halvleg, da Serginho med få minutters mellemrum var involveret i to situationer, der begge gav gult kort - og dermed udvisning til VFF's nummer 7. Det betød således, at den sidste del af kampen skulle spilles med en mand i undertal, men det reagerede Poulsens tropper godt på. Cheftræneren skiftede fire mand og skabte ny energi til holdet. En af de nye på banen var Yonis Njoh, som endte med at få en hovedrolle.
Med et kvarters tid tilbage slap Isak Jensen fri i venstre side og fandt Njoh foran mål, og så var der reduceret til 2-1. Ti minutter senere driblede Njoh selv forbi flere modstandere og med venstrefoden bankede han udligningen i nettet. 2-2.
Til allersidst var hjemmeholdet tættest på og fik også bolden forbi Lucas Lund, men en heroisk kæmpende Stipe Radic reddede bolden liggende på stregen og var med til at sikre et point.
Sønderjyske - Viborg FF 2-2
1-0 Selvmål, Ivan Näsberg (2.)
2-0 Olti Hyseni (11.)
2-1 Yonis Njoh (73.)
2-2 Yonis Njoh (83.)
Kort
Gult: Serginho, Renato Jr.
Rødt: Serginho