Nederlag trods dominans mod VB
I høj solskin tog VFF søndag eftermiddag imod Vejle Boldklub hjemme i domkirkebyen. Efter små 5 minutter overløb Anosike Ementa Vejle-forsvaret, og fra spids vinkel lobbede Viborg-topscoren kuglen over Nathan Trott. Desværre for viborgenserne gik bolden i sidenettet, og to minutter senere var det Vejles tur til at true offensivt. Gæsternes Musa Juwara kom foran Magnus Westergaard på et udspil fra Nico Mantl, og efter et enkelt træk sendte han resolut gæsterne i front med en høj bold over den tyske keeper.
I kølvandet på målet, fik gæsterne flyttet spillet længere op på Viborgs banehalvdel, uden det dog kastede nævneværdige chancer. En håndfulde gange fik VFF´erne sat lovende angreb sammen, men manglende skarphed stod i vejen for de helt store muligheder.
Op til pausen satte Poulsens tropper sig på boldbesiddelen, og med 5 minutter tilbage af halvlegen slog de til. Serginho sendte et indlæg mod bagerste stolpe, hvor Isak Jensen først på kuglen. Tæt under mål svigtede ikke kantspilleren ikke, og udligningen var en realitet.
VFF kom stærkt ud til anden halvleg, hvilket betød arbejde for Nathan Trott i Vejle-målet. Først måtte han hive en stor redning ud af ærmet, da Ementa sendte Serginho alene igennem, og kort efter var det kun det yderste af englænderens fingerspidser, der holdt Isak Jensen fra hugge et langskud i kassen.
Som minutterne gik fortsatte viborgenserne med at sidde på spillet. En håndfuld gange var der optræk til et føringsmål, men scoringen lod vente på sig, og i stedet lynede gæsterne. I det 65. minut fik German Onugkha plads på kanten af VFF´s felt, hvorfra han uden tøven bankede gæsterne i front med et velplaceret langskud.
I det sidste kvarter skruede de grønblusede op for presset, og specielt Malik Abubakari var en kilde til uro i Vejles forsvar. Med 10 minutter igen sendte Manuel Mbom Isak Jensen alene igennem, men igen viste Nathan Trott stort målsmandspil, og lykkedes med at parere Jensen afslutning på stolpen. Nærmere en scoring kom VFF ikke, så efter 96 minutter måtte Viborg indkassere Kvalifikationsspillets første nederlag.
Viborg FF-Vejle BK 1-2
0-1 Musa Juwara (7.)
1-1 Isak Jensen (40.)
1-2 German Onugkha (65.)
Startopstilling
Nico Mantl-Daniel Anyembe, Nicolas Bürgy, Zan Zaletel, Oliver Bundgaard-Mads Søndergaard, Manuel Mbom, Magnus Westergaard-Serginho, Anosike Ementa, Isak Jensen
Indskiftninger
Jakob Vester for Magnus Westergaard (36.)
Malik Abubakari for Anosike Ementa (72.)
Ibrahim Said for Mads Sønderggard (72.)
Renato Jr. for Nicolas Bürgy (88.)
Kort
Gult: Renato Jr.
Tilskuertal
6107