Trænerteamet styrkes yderligere
Han startede for kort tid siden i rollen som U19-cheftræner, men nu bliver 24-årige Markus Uglebjerg i stedet en del af staben under Jacob Friis, hvor han skal være assistenttræner med fokus på standardsituationer.
-Vi har søgt efter at styrke vores trænerteam yderligere med en specialist omkring dødbolde. Der har været et bredt felt af både danske og udenlandske kandidater, men da Markus kom ind i billedet, så var vi ikke i tvivl om, at det skal være ham. Han er en meget talentfuld og dedikeret træner, der er meget nysgerrig på de små detaljer i spillet og har et stort engagement for dødbolde, så vi ser frem til, at han nu bliver en del af vores førsteholdsstab.
-Han fuldender nu et meget stærkt og kompetent trænerteam omkring 3F Superliga-truppen, og med de ekstra ressourcer, så får vi nu endnu bedre mulighed for udvikling af både holdet og den enkelte spiller, siger sportschef Mads Agesen.
Markus Uglebjerg var i seneste sæson assistenttræner hos FC Helsingør i NordicBet Ligaen og har tidligere arbejdet på akademierne hos FC Helsingør og OB. Han er uddannet UEFA A-træner, og han glæder sig til sin nye rolle i Viborg FF:
-Jeg er selvfølgelig glad og stolt over at få muligheden for at blive en del af et rigtig stærkt setup omkring Superliga-holdet. Standardsituationer er et spændende område at arbejde med for mig, og det er et vigtigt fokus her i klubben, hvor vi tror på, at det kan give os nogle ekstra point ved at arbejde fokuseret med det. Jeg er meget analytisk i min tilgang og nørdet omkring de små detaljer, så jeg glæder mig meget til at komme i gang med arbejdet og bidrage med mine kompetencer.
-Samtidig er jeg også ærgerlig over, at det blev så kort tid i VFF Talent, hvor der også er et spændende projekt i gang, men muligheden for at blive en del af førsteholdsstaben var for stor at sige nej til. Jeg har en stor kærlighed for talentudvikling, så jeg kommer helt sikkert stadig til at følge nysgerrigt med, siger Markus Uglebjerg.
Med Uglebjergs tiltrædelse i den nye rolle overtages U19-holdet foreløbigt af assistenttræner Martin Simonsen, mens søgningen efter en ny U19-cheftræner er i gang.