Leemans stopper i VFF efter sæsonen
Viborg FF og Clint Leemans stopper samarbejdet, når hollænderens kontrakt løber ud den 30. juni.
-Det har været et langt forløb og vi har haft mange samtaler med Clint omkring en mulig forlængelse, men nu står det endeligt klart, at vi ikke når til enighed om en ny aftale. Vi har gjort, hvad vi kunne for at forlænge, men han ønsker noget andet og derfor stopper han her efter sæsonen. Clint har gjort det rigtig godt for VFF, og nu skal han sammen med holdet sørge for at få sluttet sæsonen godt af, inden vi siger farvel, siger sportschef Mads Agesen.
Clint Leemans supplerer:
-Jeg er rigtig glad for Viborg og har haft en fantastisk tid her med mange store oplevelser. Det er en god klub og et godt hold, men jeg har fået en stor mulighed udenfor Danmark, jeg gerne vil forfølge. Jeg bliver 28 år til efteråret, så jeg skal selvfølgelig også tænke på fremtiden og derfor er beslutningen blevet sådan. Jeg vil gerne takke alle fansene for opbakningen, men inden jeg slutter min tid her, er mit eneste fokus at være med til at skrive historie med VFF, afslutter Leemans.
Hollænderen kom til Viborg FF i sommeren 2021 og har hidtil spillet 69 kampe i den grønne trøje.