Jay-Roy Grot solgt til japanske Kashiwa Reysol
Viborg FF har solgt Jay-Roy Grot til Kashiwa Reysol i Japan, hvor transfervinduet fortsat er åbent, og dermed skifter hollænderen med øjeblikkelig virkning.
Direktør Morten Jensen forklarer om salget:
-Da vi hentede Jay-Roy for halvandet år siden, så vi et potentiale hos en ung spiller, der havde haft et svært forløb forinden. Siden har han udviklet sig virkelig flot her, hvor han er blevet en profil i både Viborg og i hele 3F Superligaen. Det er et stort skulderklap til vores trænerteam og fysiske stab og selvfølgelig til Jay selv. Han har gjort det fantastisk i denne sæson, og vi ønsker ham alt det bedste med de nye, spændende udfordringer, der venter for ham i Japan.
-Vi har haft mange overvejelser omkring salget både omkring det sportslige, det økonomiske og det menneskelige. Med de økonomiske muligheder, Jay-Roy har fået, så har det stået klart for os, at en kontraktforlængelse vil blive vanskelig, og så har det været en vurdering på, om vi skulle holde ham her i et halvt år indtil kontraktudløb eller sælge ham nu. Rent sportsligt er det naturligvis et slag på den korte bane at miste en stor profil, men omvendt ved vi heller ikke, hvordan det ville påvirke ham, hvis vi sagde nej til denne mulighed for ham. Det er en helt essentiel del af vores strategi at have sultne spillere, og når de gør det så godt, at der kommer store muligheder, så skal vi lytte til det.
-Vi har haft en god dialog med Jay-Roy og hans rådgivere gennem hele forløbet, og vi er glade for, at det er endt i en løsning, der tilfredsstiller alle parter. Vi får en transfer, der i vores målestok, er rigtig høj og samtidig får Jay-Roy en unik mulighed, som vi under ham. Han har været en god ambassadør for vores klub, og vi er sikre på, at han også vil være det i fremtiden. Vi ønsker ham og familien stort held og lykke.
Den 24-årige hollænder nåede 50 kampe og scorede 15 mål i Viborg, og han takker for tiden i det midtjyske:
-Jeg har haft en fantastisk tid i Viborg, hvor jeg blev taget godt imod og har følt mig velkommen fra første dag. Denne sæson har været virkelig god både for holdet og for mig personligt, og jeg håber, at drengene fortsætter det gode arbejde i foråret.
-Jeg har nydt det hele og vil gerne takke alle i og omkring klubben for tiden her, og tak til alle fansene for den store opbakning. Jeg håber det bedste for Viborg i fremtiden, og klubben vil altid have en plads i mit hjerte, siger hollænderen.