Friis før ACH: Vi skal skabe et kampbillede til vores fordel
Viborg FF får besøg af AC Horsens mandag aften på Energi Viborg Arena, og cheftræner Jacob Friis har respekt for oprykkerne, der har en klar stil og har fået en stærk start på sæsonen i 3F Superligaen. Friis håber på, at de grønblusede kan fortsætte takterne på hjemmebanen med et kampbillede i VFF’s favør:
-Horsens har haft en rigtig fin start på sæsonen, og er kommet med den tro og gejst, som oprykkere ofte gør og som VFF også gjorde i sidste sæson. Uanset hvem de har mødt hidtil, så har de været gode til at lægge pres på modstanderen og få skabt chancer. De har præsteret godt, og burde måske endda have scoret flere mål i forhold til det antal chancer, de har skabt.
-De kommer med en meget afklaret spillestil og har nogle klare styrker. Man ved, hvad man skal forholde sig til og ved, at de kommer med fysik og power og faktisk også en del fart på sidste linje. Når der kommer en modstander, som er rigtig dygtig til nogle specifikke ting og kan dominere kampene på de parametre, så skal vi jo forsøge at stække det – og vi skal gøre det på vores egen måde. Vi kommer til at gå ind til kampen, som vi plejer, men er selvfølgelig opmærksom på, at de ikke skal få momentum på de ting, de er rigtig gode til, siger cheftræneren og fortsætter:
-Skal jeg være rigtig glad mandag aften, så har vi først og fremmest vundet kampen. Det er det vigtigste. Jeg bliver også rigtig glad, hvis vi lykkes med at sætte os på kampen og får skabt et kampbillede til vores fordel, hvor vi får skabt underholdning på vores præmisser, afslutter Jacob Friis.
Kampstart på Energi Viborg Arena er mandag kl. 19 og kampen kan også ses direkte på TV3 Sport.