Friis før West Ham: Svært udgangspunkt – men vi tror på det
Der venter returopgør mod West Ham United på Energi Viborg Arena torsdag aften, hvor Viborg FF og Jacob Friis skal forsøge at vende kampen efter det blev til et 3-1-nederlag i London i torsdags. Cheftræneren ser frem mod opgøret, og selvom det bliver svært, så tror han og holdet på, at det kan lykkes:
-Vi kunne jo godt have ønsket os et bedre udgangspunkt, specielt efter den præstation, vi leverede derovre. Så det bliver selvfølgelig svært, men det er ikke umuligt og vi tror da på det. Kampen i London var lige på mange områder, og så havde de noget individuel kvalitet, som vi må forvente af et Premier League-hold, men vi har kigget på kampen igen og set efter alle de små ting, vi kan optimere på.
-Det er jo ikke til at sige, om vi får et lignende kampbillede igen, men vi vil give det et forsøg, og så skal vi lige have skruet på nogle små facetter af spillet, så vi bliver lidt mere farlige og kan gøre lidt mere ondt på dem. Der var nok ikke mange, der forventede, at vi kunne spille sådan en kamp derovre, men nu har vi fået en fornemmelse af, hvad vi kan gøre imod dem, så vi går ind til kampen med en tro på, at vi kan lave en stor aften på Energi Viborg Arena.
Der er udsigt til et propfyldt Energi Viborg Arena, og det kan blive en afgørende faktor for kampens forløb, håber cheftræneren:
-Jeg håber på, at tilskuerne og vores fans bag målet kan hjælpe os med at skabe momentum i kampen. Fansene kan gøre en kæmpe forskel, og jo længere tid, vi kan holde kampen åben, jo større bliver troen, så det betyder selvfølgelig rigtig meget, at der kommer mange mennesker på stadion, og at vi forhåbentlig får den berømte tolvtemand med os, lyder det fra Friis.
Der er kampstart klokken 19 på Energi Viborg Arena, og kampen kan ses direkte på TV3+ og Viaplay.