VFF køber Nicolas Bürgy
Viborg FF henter schweizeren Nicolas Bürgy fra BSC Young Boys på en kontrakt til sommeren 2025. Forsvarsspilleren var i forårssæsonen udlejet til VFF, hvor han spillede 15 kampe og scorede to mål.
-Jeg har haft en fantastisk halvsæson i Viborg, og nu glæder jeg mig bare til at fortsætte her. Jeg har følt mig velkommen fra første dag, hvor en masse gode mennesker på og omkring holdet har skabt et rigtig stærkt kollektiv, som også er vores største styrke på banen. Jeg er rigtig glad for at være i klubben, hvor jeg har fået en vigtig rolle med masser af ansvar, og det er vigtigt for mig og min karriere.
-Nu ser jeg frem til en ny og spændende periode med holdet. Jeg har tidligere spillet både Europa League og Champions League med Young Boys, og nu glæder jeg mig til Conference League med Viborg, ligesom der også venter en rigtig spændende og vigtig sæson i 3F Superligaen. Både som hold og personligt er der store ambitioner, og vi skal fortsætte den gode udvikling i klubben, som ser jeg frem til at være en del af, siger den 26-årige forsvarsspiller.
Sportschef Jesper Fredberg er ligeledes meget tilfreds med, at samarbejdet med Nicolas Bürgy forlænges:
-Vi er ekstremt glade for, at det er lykkedes at få Nicolas på en permanent aftale. Det har været en topprioritet for os for at fastholde kontinuiteten på den position frem mod den svære anden sæson i 3F Superligaen.
-Nicolas har præsteret rigtig godt for os både på og udenfor banen, og vi tror på, at det bliver endnu bedre i den kommende sæson. Vi var ikke så meget i tvivl om hans fodboldmæssige kvaliteter, men vi har også lært mennesket godt at kende, og han passer perfekt ind hos os. Han er sulten og han sender et stærkt signal ved at forlade Young Boys til fordel for Viborg FF, og vi ser meget frem til at fortsætte samarbejdet, siger sportschefen.
Nicolas Bürgy får trøjenummer 4 til den kommende sæson.