Lars Friis stopper i VFF til sommer
Lars Friis har i går valgt at opsige sit ansættelsesforhold, og stopper dermed som cheftræner i Viborg FF den 31.juli for i stedet at starte som cheftræner i AaB.
-Lars har afleveret sin opsigelse hos os i går, og det tager vi selvfølgelig til efterretning. Der er aldrig en god timing i sådan en besked, og Lars har leveret et flot stykke arbejde her, men vi skal se fremad, og vi har brug for en cheftræner, der er 100% engageret i Viborg FF. Lars har kontrakt her frem til udgangen af juli, og det forholder vi os til, men vi skal selvfølgelig have en cheftræner i spidsen for holdet, der har Viborg FF som sin klare førsteprioritet.
-Det er et positivt tegn, når der er interesse for vores medarbejdere, for det betyder, at vi har gjort det godt. Vi har et godt miljø, vores fundament er stærkt og vores spillestil er fuldt integreret, så vi kommer til at fortsætte ad samme vej, og vi er helt rolige og fortrøstningsfulde i forhold til fremtiden, siger sportschef Jesper Fredberg.
Lars Friis blev ansat i Viborg FF i januar 2021, og er glad for det, han hidtil har opnået i klubben:
-Jeg er rigtig glad for at være i Viborg, og er stolt af de resultater, vi har opnået sammen det seneste år, men jeg har fået et tilbud og en mulighed, jeg ikke kunne sige nej til, og derfor har jeg taget beslutningen, lyder det fra Friis.