Jesper Fredberg ny sportschef i VFF
Jesper Fredberg er ny sportschef i Viborg FF, og han får dermed det overordnede sportslige ansvar i klubben. Han har tidligere i en årrække være ansat i forskellige roller hos AGF, og har siden 2016 arbejdet i udlandet, hvor han både har været konsulent for belgiske Double Pass, teknisk direktør for Omonia Nicosia på Cypern og Head of Coaching i græske Panathinaikos.
Nu ser han frem til at vende tilbage til dansk fodbold, og glæder sig til udfordringen som sportslig chef i Viborg FF:
-Det er en rigtig spændende mulighed i en rigtig spændende klub. Jeg har haft gode samtaler med bestyrelsen og ledelsen, som har overbevist mig om, at det her projekt er det helt rigtige, og det har også gjort det til et nemt valg for mig. Der er nogle gode kræfter i klubben, som vil noget spændende med Viborg, og det vil jeg virkelig gerne være med til at udvikle.
-Viborg er en klub med et stort potentiale på flere parametre, og det skal vi sammen have forløst. Jeg ser et spændende opland i forhold til talentudvikling, og så har klubbens førstehold en kultur og historie, som også gør, at vi skal tilbage i Superligaen, siger Jesper Fredberg.
Direktør Morten Jensen udtaler om Fredberg:
-Vi har i de seneste måneder været igennem en rekrutteringsproces i forhold til at klarlægge, hvilke opgaver, der skal løses og hvilke ressourcer, der skal tilknyttes for at løfte klubben til næste niveau. På den baggrund har vi konkluderet, at en ny sportschef i form af Jesper Fredberg har en afgørende rolle i denne udvikling.
-Jesper er en fagligt kompetent person, som kommer med erfaring fra både trænergerningen, ungdoms- og talentarbejdet og fra lederstillinger i udenlandske klubber, ligesom han også har prøvet at være ude i det civile erhvervsliv. Vi ser en bred vifte af gode kompetencer sammenholdt med gode personlige egenskaber, og vi tror på, at han kan bidrage til, at vi løfter os som klub.
-Han skal være med til at udvikle klubben, og sikre en fodboldmæssig innovation i Viborg FF, herunder både udviklingen af vores førstehold, men også med overordnet ansvar for talentmiljøet. Vi glæder os rigtig meget til at starte samarbejdet, direktør Morten Jensen.
Jesper Fredberg tiltræder med øjeblikkelig virkning.