Energi Viborg og Viborg FF forlænger samarbejdet
Det er en stor fornøjelse at kunne offentliggøre, at vi uden for kridtstregerne har fået en meget vigtig forlængelse i hus. Energi Viborg har sat sin underskrift på en ny 2-årig aftale, der løber til udgangen af 2025. Det betyder også, at vi fortsat spiller vores hjemmekampe på Energi Viborg Arena.
Energi Viborg har i mange år været en loyal og vigtig partner i Viborg FF, og siden 2011 har vores flotte og stemningsfulde hjemmebane heddet Energi Viborg Arena. Derfor er vi også meget glade for, at aftalen og samarbejdet er blevet forlænget med yderligere to år.
- Energi Viborg er en nøglepartner i Viborg FF, som med stadionnavnet også er blevet en del af vores identitet. Når man hører navnet Energi Viborg Arena, så tænker man jo med det samme Viborg FF, og det samme omvendt, lyder det fra Morten Jensen, administrerende direktør i Viborg FF.
- Vores samarbejde har altid været præget af en åben dialog om mulighederne og har derfor også rummet meget andet end stadionnavnet. Med den nye aftale ser vi frem til, at det kan udvikle sig yderligere i årene fremover, supplerer Michael Tuxen Boll, kommerciel chef i Viborg FF.
Hos Energi Viborg er man også tilfreds med den nye, forlængede aftale.
- Vi vil gerne bakke op om det, der på en god måde optager borgerne i vores kommune, og det må man i den grad sige, at Viborg FF gør. Klubben er et meget vigtigt aktiv for hele det område, hvor vi agerer som virksomhed.
- Samtidig har samarbejdet også et stort kommercielt udbytte for os. Grundlæggende bruger vi ikke markedsføringskroner, medmindre vi føler, at vi får et konkret udbytte. Det får vi i dette samarbejde, hvor navnet Energi Viborg Arena har givet os en meget værdifuld eksponering, fortæller Mette Urup, adm. direktør hos Energi Viborg.
- Samtidig sætter vi også stor pris på, at samarbejdet hele tiden er i bevægelse og vi løbende bliver præsenteret for nye og spændende muligheder. Senest har vi haft dialog om vores visuelle eksponering inde på stadion, som fremover vil være mere i klubbens grønne og hvide farver. Dette for at skabe det flottest mulige stadion, hvilket er i alles interesse. Den måde at udvikle, gøre tingene bedre og hele tiden se muligheder på er et stort aktiv i samarbejdet, lyder det fra Mette Urup.
Peter Juhl, bestyrelsesformand i Energi Viborg, tilføjer:
- Desuden er vi også glade for de mange andre forskellige muligheder, som samarbejdet rummer. Blandt andet at være kampsponsor, vores mulighed for at trække på spillerne til særlige arrangementer og ikke mindst den glæde og værdi, som samarbejdet også skaber for vores medarbejdere i form af, at vi kan udlodde billetter til kampene.
- Endelig er det en stor fornøjelse at følge klubbens positive udvikling, hvor der jo er taget nogle kæmpe skridt frem de seneste 3-4 år. Både sportsligt og organisatorisk. Det er gjort på den helt rigtige måde, som vi har stor respekt for, og som styrker os i beslutningen om at fortsætte vores samarbejde, slutter han.
Energi Viborg er en forsyningsvirksomhed inden for elhandel, elnet, drikkevand, kloak og drift af gadelys og med fuldt fokus på bæredygtighed og grøn omstilling.
Virksomheden har hjemme på Industrivej i Viborg og beskæftiger godt 100 medarbejdere.