Fra bronze til guld
Team Care Protection ApS med hjemsted på Ølandsvej i Viborg har været en del af VFF-familien, siden firmaet tilbage i 2015 blev bronzepartner. Med indgangen til 2020 har virksomheden valgt at opgradere til guldpartner, hvilket vi selvfølgelig sætter stor pris på. Mange tak for det!
- Det er først og fremmest en beslutning med hjertet. Jeg er meget grøn og har holdt med Viborg FF, siden jeg som barn blev taget med på stadion af min far. Jeg brænder virkelig for klubben og er meget passioneret – en rigtig fuldblods-VFF’er, lyder det fra Brian Ryttergaard Duch, der er indehaver af Team Care Protection ApS.
- Så da jeg stiftede min egen virksomhed, var det også helt naturligt for mig, at vi skulle bakke op om klubben, og nu, hvor min virksomhed har nået en størrelse, der giver mig mulighed for at opgradere vores partnerstatus, er det et lige så naturligt skridt at tage.
- Beslutningen understøttes selvfølgelig også af, at jeg, både som fan og samarbejdspartner, er rigtig tilfreds med den udvikling, som klubben er inde i, med en stabil ledelse og dygtig trænerstab. Klubben holder fokus på, at tingene skal bygges grundigt op, så Viborg FF kan blive en etableret Superliga-klub. Her synes jeg, at det er vigtigt, at vi som erhvervsliv står sammen, når der skal bygges noget op til gavn for hele byen, lyder det fra Brian.
- Mit sponsorat er givet med mit grønne hjerte. Jeg ved, at rigtig mange virksomheder har stor gavn af de stærke relationer og netværk, der er i Viborg FF, men med min virksomheds type af kunder, der primært er kommuner og regioner, så er det forretningsmæssige ikke det vigtigste for mig. Men det ændrer bestemt ikke på, at jeg gerne vil være en del af klubben, og derfor har jeg også opgraderet til guldpartner, slutter Brian.
Team Care Protection ApS blev stiftet i 2013 og tilbyder vikarløsninger til blandt andre institutioner og bosteder inden for psykiatrien og andre beslægtede arbejdsområder. Virksomheden har stor erfaring i arbejdet med borgere, der udviser udadreagerende adfærd. Således har medarbejderne mange års erfaring med at skabe pædagogisk tryghed for ansatte i deres daglige arbejde. Desuden tilbyder virksomheden en række forskellige kurser – blandt andet i førstehjælp, nødværge og brandkursus.
Team Care Protection ApS har i dag tilknyttet 50-60 medarbejdere. Både fastansatte og vikarer.