Nedtælling til VFF Spinning 2019
Lørdag den 30. marts løber årets store Viborg FF Spinning event af stablen. Her vil 11 sponsorer og et internt VFF-team træde i pedalerne for at skaffe penge til velgørende formål og til Viborg FF.
Det er niende gang i træk, at eventen afholdes. Konceptet går i al sin enkelhed ud på, at de 11 Viborg FF-partnere, der har sagt ja til at cykle, laver sponsoraftaler i deres netværk, der giver et beløb pr. forbrændt kalorie på cyklen.
Den event har siden starten i 2011 indbragt i nærheden af 10 millioner kroner. Rekorden er fra 2015, hvor der blev forbrændt kalorier for kr. 1.713.878.
- Det er en stor og vigtig VFF-event og et rigtig godt bidrag til vores økonomi, ligesom vi hvert år også giver et beløb til velgørende formål. I år er beløbet til velgørende formål på 100.000 kr., fortæller Rasmus Ingeman, kommerciel chef i Viborg FF, der fortsætter:
- De 11 VFF-partnere har allerede været - og er fortsat - i kontakt med deres netværk for at lave sponsoraftaler, og jeg håber, at alle vil tage rigtig godt imod dem. De gør en kæmpeindsats for Viborg FF, som vi er meget taknemmelige for, og som er vigtig for vores økonomi.
Viborg FF Spinning event 2019 finder i år sted lørdag den 30. marts i Nordisk Filmbiograf, sal 5, med start klokken 16.00. Ud over at man vil kunne følge med i spinningen og antal forbrændte kalorier, vil der være en superhyggelig stemning med masser af opbakning. Der vil være øl, vand og popcorn til de fremmødte tilskuere, der kommer og bakker op om cyklisterne.
Klokken 18.00 rundes eventen af med en stor spinningfest i loungen på Energi Viborg Arena, hvor de, der laver en sponsoraftale med én eller flere af de 11 VFF-partnere, bliver inviteret med. Det plejer at være en forrygende fest.
De 11 partnere, der i år træder i pedalerne, er: Bach Gruppen, B.E. Installationer, Hermann Salg & Events, Inventa, Murerfirmaet Keld Bay, KJ Engros, MJ Malerfirma, Top Line, Troels Møbler, UJS Biler, Sani Event samt seks repræsentanter fra Viborg FF.
Ta’ godt imod dem, når du bliver kontaktet…
Tekst: Jesper Bøss - www.kommariet.dk