Tre kandidater er valgt: Hvem skal være Årets Fan?
3F Superligaen kårer Årets Fan, og du kan hjælpe med at bestemme, hvem der skal være VFF’s kandidat til konkurrencen.
Divisionsforeningen og 3F Superligaen lancerer nu en ny konkurrence, som skal være med til at hylde de mange tusinde fodboldfans, der hver eneste uge viser loyalitet, kærlighed og passion for deres hjerteklub.
Her skal hver 3F Superligaklub indstille en kandidat til konkurrencen ”Årets Fan”. Efterfølgende vil Årets Fan i 3F Superligaen blive kåret gennem en afstemning og vurderinger fra en nedsat komité.
Blandt de mange indstillinger har vi udvalgt tre kandidater, der nu skal i afstemning om at blive VFF’s kandidat til konkurrencen:
William Dissing
William på 14 år er bidt af VFF og ser alle hjemmekampe og de udekampe, han kan få familien til at køre ham til. Han aflyste sin egen fødselsdag for i stedet at tage på udebanetur til Horsens.
Emil Thulstrup
Emil er en af de mest aktive blandt de stemningsskabende fans. Han står i capo-tårnet og skaber stemningen, og uanset om det er på gode eller mindre gode dage, så kan man altid regne med Emils engagement.
Bent Udengaard
Bent følger VFF i tykt og tyndt, og han planlægger sit liv efter VFF’s kalender. Han ser alle kampe både på hjemmebane, udebane, træningskampe og også de europæiske kampe i Litauen, på Færøerne og i London.
Afstemningen løber til den 20. marts, og herefter vil vinderen blive indstillet som VFF's kandidat til den nationale konkurrence.