Kløverfonden og VFF uddeler julegaver
Igen i år har Viborg FF uddelt julegaver til trængte familier i lokalområdet, og denne gang har det været med Kløverfonden som frontløber for initiativet.
I løbet af den seneste uge er der blevet uddelt omkring 200 julegaver ved Viborg Krisecenter, Vestervang Kirke, Søndermarkskirken og Regionshospitalet Viborg, mens der også har været uddeling hos VFF på Rughavevej, hvor 30 familier var inviteret ind til julehygge og gaveuddeling. Udover gaver til børnene i de 30 familier havde Rema 1000 Farvervej også sørget for julemad- og lækkerier til familierne.
Tilmed har Kløverfonden også været involveret i bidraget på kr. 82.291,- samt 126 poser kaffe til Viborgs store juleindsamling.
-Vi tror på, at vores grønne fællesskab rækker langt ud over banen, og derfor er vi glade for igen i år at kunne bidrage. Julen er en tid, hvor vi kan gøre en ekstra indsats for at hjælpe dem, der har det svært, og det er altid en stor glæde for os at kunne glæde andre. Det er blevet en god tradition i VFF, og vi er meget taknemmelige for de partnere, der igen i år har bidraget til at sprede lidt ekstra varme og glæde hos lokale familier, siger Rasmus Ingeman, leder af Kløverfonden.
En særlig tak til partnerne ved Kløverspinning, der har bidraget til vores sociale initiativer: KJ Engros, TopLine, Troels Møbler, Hermann Events, MJ Malerfirma, Bach Gruppen, Vestergaard Huse og BE Installationer.
Vi sender samtidig en stor tak til Better Holding og Grundfos Fonden for at være grundsøjler og for at se potentialet i stiftelsen af Kløverfonden.
VFF og Kløverfonden ønsker alle en rigtig glædelig jul.
Julegaveuddeling i Vestervang Kirke
Julegaveuddeling i Søndermarkskirken
Julegaveuddeling på Regionshospitalet