Nu starter foråret for kvinderne
Team Viborgs elitehold bliver en del af Viborg FF. Overbygningen mellem Team Viborg og Viborg FF er vedtaget, og nu mangler blot den formelle godkendelse hos DBU.
På lørdag er VFF’s kvindehold således klar, når forårssæsonen sparkes i gang. Her venter årets første turneringskamp, når Dalum/Næsby kommer på besøg i Liseborg.
I efteråret blev kvinderne nummer 2 i sin pulje, men det er kun førstepladsen, der sikrer adgang til kvalifikationsspillet, hvor en oprykningsbillet er på spil, så derfor handler forårets slutspil om at sikre endnu en sæson i 2. division, og det er en opgave cheftræner Jakob Glerup er fortrøstningsfuld omkring:
-Det er det, vi kan opnå i foråret, og det har jeg også en forventning om, at vi lykkes med. På sigt har vi større ambitioner, men på den korte bane er målsætningen en ny sæson i 2. division, siger cheftræner Jakob Glerup og fortsætter:
-Derudover har vi noget spillemæssigt, vi også gerne vil udvikle på. Vi vil gerne kendetegnes ved at være et boldbesiddende hold, der også gerne presser højt – lidt i stil med det herrerne gør. I efteråret var der et stort fokus på vores defensiv, og der lykkedes vi med ikke at lukke ret mange mål ind, men omvendt scorede vi heller ikke så mange, så der er et udviklingsområde der. Vi vil gerne være mere offensive og skabe flere chancer, fortæller han.
Til at indfri forårets målsætninger er et relativt ungt hold, som cheftræner Glerup ser et godt potentiale i:
-Vi er et ungt hold, hvor næsten alle er under 25 år og den yngste kun er 16. Ingen af vores spillere har erfaring fra højere end 2. division, men der er et rigtig spændende potentiale at arbejde med, og der begynder at være ret god konkurrence om pladserne, fortæller Glerup, som har fået tilgang af fem nye spillere henover vinterpausen, hvor tre er kommet til udefra, mens to er rykket op fra U19-holdet.
Lørdag eftermiddag venter således årets første turneringskamp, hvor Viborg FF’s kvindehold skal forsøge at komme godt fra start:
-Vores tilgang er selvfølgelig, at vi skal ud for at vinde kampen. Vi skal vise, at vi har rykket os på det offensive ved at kreere flere chancer og presse højt, så det håber jeg på, at vi kan lykkes med, afslutter han.
Viborg FF og Dalum/Næsby mødes på Liseborg Centret lørdag klokken 14:00.
Senere i foråret skal kvinderne spille hjemmekamp på Energi Viborg Arena. Det bliver til opgøret mod OB Q lørdag den 3. maj klokken 14:00.