Topkamp i kvalifikationsspillet på søndag
Efter 2-1-sejren over Sønderjyske på Energi Viborg Arena kunne de grønklædte VFF’ere for tredje kamp i streg juble over en sejr og sætte tre point på kontoen. Det er blot anden gang i de seneste ni sæsoner i Superligaen, at VFF har vundet tre kampe i træk.
Der er mulighed for at udbygge den fine sejrsstime på søndag, hvor der igen venter en hjemmekamp på Energi Viborg Arena, når Silkeborg IF kommer på besøg til kampstart klokken 14:00.
Det er samtidig en spændende duel i toppen af 3F Superligaens kvalifikationsspil, hvor Silkeborg IF lige nu topper med 36 point skarpt forfulgt af VFF med 34 point. Dermed kan de grønblusede altså gå forbi Silkeborg IF i tabellen og indtage den øverste plads i kvalifikationsspillet, hvis det for fjerde gang i træk lykkes at gå fra banen med en sejr.
Der er også revanche til gode fra de to indbyrdes opgør i grundspillet, der begge er endt med sejre til de rødblusede. Så vi håber, at mange grønne fans vil komme på Energi Viborg Arena og støtte drengene i kampen om tre vigtige point på søndag.
Find din plads til opgøret via billetter.vff.dk.
Kløverfestival i fanzonen før kampen
Fanzonen åbner på søndag klokken 11:00, og her bliver der festivalstemning, når vi afholder kløverfestival i samarbejde med Skive Festival, der er kampsponsor.
I den anledning vil den ikoniske brandbil fra Skive Festival være at finde i fanzonen, hvorfra en DJ sørger for god musik og en festlig stemning. Her vil der også løbende være konkurrencer for de fremmødte i fanzonen fra klokken 11:00 – 13:00.
Der vil desuden være en konkurrence på søndag, hvor en heldig grøn fan i fanzonen får mulighed for at vinde to stk. dagsbilletter til Skive Festival inkl. VIP-spisning til en værdi af 2.800 kroner.