Comeback-sejr mod FCK
På en råkold søndag eftermiddag tog VFF imod mesterskabsbejlerne fra FCK hjemme på Energi Viborg Arena. Fra første fløjt bølgede spillet frem og tilbage, hvilket betød aktion i begge felter. Først hamrede en fri Viktor Claesson bolden over kassen fra kanten af det lille felt, og få minutter senere var Thomas Jørgensen marginaler fra at drible sig alene igennem med Diant Ramaj i FCK-målet.
Som halvlegen skred frem, fastholdt opgøret sin urolige karakter. I det 21. minut kronede Serginho et velspillet Viborg-angreb med at curle bolden mod det lange hjørne. Afslutningen blev dog grebet ud af Diant Ramaj, og kort efter slog københavnerne til i modsatte ende. Giorgi Gocholeishvili fik plads på kanten af feltet, hvilket georgieren kvittede for ved at banke et langskud i kassen til 1-0.
Poulsens tropper lod sig ikke slå ud. Først resulterede en hjørnesparkskombination i, at Justin Lonwijk fik en helt fri hovedstødschance, inden fikse træk fra Serginho krydret med en tunnel gav Thomas Jørgensen kuglen tæt under mål. I begge tilfælde fik FCK´erne dog afværget, og med fire minutter til pause blev det 2-0. Stærkt københavnsk kombinationsspil kulminerede med, at Jordan Larsson med hælen dirigerede bolden ind bag Lucas Lund.
To minutter inde i anden halvleg svarede VFF igen. Srdjan Kuzmic blev stukket til baglinjen, hvorfra han fandt han en helt blank Serginho i det lille felt. Portugiseren prikkede bolden i nettet, og efter et længere VAR-check var 2-1-reduceringen en realitet.
I kølvandet på scoringen satte hurtige Viborg-afleveringer og Serginhos dribleevner gang på gang FCK-defensiven på hårdt arbejde. I det 60. minut vandt viborgenserne et hjørnespark. Det servede Serginho i feltet, hvor en fremadstormende Stipe Radic sparkede VFF på 2-2. Det var ikke sidste gang portugiserens indlægsfod skulle volde FCK problemer. Syv minutter senere curlede den vævre kantspiller endnu et hjørnespark ind foran kassen, og med et utageligt hovedstød bankede Anosike Ementa Viborg i front.
Bolden var knap givet op, før Lucas Lund måtte hive en stor redning ud ærmet, da Claesson trykkede af tæt under mål. Det blev startskuddet til en hektisk slutfase. I to omgange måtte Lund diske op med refleksredninger, mens Serginho i modsatte ende kun var få centimeter fra at sparke VFF på 4-2 efter at have driblet sig igennem hele FCK´s højreside. I overtiden trykkede københavnerne på, men VFF stod imod, så efter 98 minutter kunne Grønning og co. tage 3 fortjente point med fra banen.
Viborg FF-FC Købehavn 3-2
0-1 Giorgi Gocholeishvili (26.)
0-2 Jorden Larsson (41.)
1-2 Serginho (47.)
2-2 Stipe Radic (60.)
3-2 Anosike Ementa (67.)
Startopstilling
Lucas Lund-Manuel Mbom, Daniel Anyembe, Stipe Radic, Srdjan Kuzmic-Justin Lonwijk, Jeppe Grønning, Thomas Jørgensen-Serginho, Renato Jr., Yonis Njoh
Indskiftninger
Anosike Ementa for Renato Jr. (57.)
Jakob Vester for Thomas Jørgensen (57.)
Frederik Damkjer for Yonis Njoh (82.)
Asker Beck for Justin Lonwijk (82.)
Charly Nouck for Serginho (89.)
Kort
Gult: Justin Lonwijk
Tilskuertal
7750