Viktor Hjorth udlejes til Skive IK
U19-forsvarsspilleren Viktor Hjorth skal i de kommende måneder prøve kræfter med den danske 2. division, da han frem til nytår skal tørne ud for Skive IK på en lejeaftale.
- Et lejeophold hos Skive IK er en rigtig fin mulighed for Viktor for at prøve kræfter med seniorfodbold og tage nogle gode skridt i sin udvikling. Vi synes, det er en god mulighed for alle parter, og nu glæder vi os til at følge Viktor og hans udvikling i 2. division i det næste halve år, siger talentchef Mads Holm.
19-årige Viktor Hjorth var en del af det U19-hold, der vandt U19 Divisionen i sidste sæson, men han var også få gange med på bænken i 3F Superligaen. Han er desuden noteret for en enkelt optræden i 3F Superligaen, da han blev skiftet ind i et opgør mod FC Nordsjælland i marts 2023.