Veteran Jobmatch: Fællesskaber understøtter vejen tilbage til arbejdsmarkedet
Når det bliver torsdag eftermiddag, står der crossfit i kalenderen for flere af kommunens veteraner. I Crossfit 8800 er der nemlig skabt et fællesskab for tidligere udsendte, der mødes, styrker fællesskabsfølelsen, får sved på panden og ellers har sig et par hyggelige timer med ligesindede.
Træningen i Crossfit 8800 er en del af ”DIF Safe Zone”, som er en del af Dansk Idrætforbunds Soldaterprojekt. Safe Zones er lokale idrætstilbud for veteraner, som skal være med til at understøtte de tidligere udsendtes reintegration fra militær til civil ved at skabe sociale netværk og derigennem øge livsindholdet for den enkelte veteran.
-Vi bruger træningen til at styrke en fællesskabsfølelse, hvor alle kommer her og bidrager med noget. Fælles for os alle er, at vi er tidligere udsendte, men hvad man ellers har med i bagagen er forskelligt, og det vigtigste her er, at der er et fællesskab, hvor vi kan mødes. Folk giver den gas, men træningen er det sekundære. Her handler det om et fællesskab, og vi tror på, at det også er med til at styrke muligheden for at vende tilbage til arbejdsmarkedet. Flere af deltagerne er i job, men kommer her også for fællesskabet skyld,siger Rasmus Feddern Donbæk, som er veterankoordinator i Viborg Kommune.
Veterantræning er ét blandt flere tilbud i kommunen, og som en del af det nationale projekt Veteran Match er Viborg FF også involveret i indsatserne for veteranerne i Viborg og omegn. I forbindelse med en årlig Superliga-kamp på Energi Viborg Arena bliver veteranernes indsats for Danmark hyldet, men indsatsen for veteranerne rækker langt udover denne kamp. VFF er også engageret i Veteran Jobmatch, som handler om at skabe jobmuligheder i lokalområdet for tidligere udsendte.
Match-processen mellem veteran og virksomhed har tidligere foregået på enkeltstående jobmatchevents, men denne model blev ændret i 2023 til et mere dynamisk og kontinuerligt samarbejde, hvor kontakten mellem virksomheder og veteraner skabes gennem klubben og kommunen på faste partnerskabsmøder – dét åbner op for flere matchmuligheder på et år i stedet for ét. Det øger sandsynligheden for at indfri interessen fra en virksomhed, der ønsker at ansætte en veteran – og omvendt.
Rasmus Ingeman fra Viborg FF er glad for samarbejdet og er sikker på, at der er endnu flere arbejdspladser i Viborg Kommune, der kan få glæde af en veteran:
-Gennem de seneste år er der skabt en masse forskellige initiativer for tidligere udsendte, og vi er glade for at vi også kan bidrage her i kommunen. Vi har været en del af soldaterprojektet i flere år nu, og vi har set, hvordan indsatserne bærer frugt og skaber nogle stærke kandidater til arbejdsmarkedet.
-Når veterankoordinatoren ved Viborg Kommune melder en veteran klar til job, så er der stor kvalitet at hente for virksomhederne. Det har vi selv mærket, da vores fysioterapeut Michel Behrndtz er tidligere udsendt, og vi har fået en dygtig medarbejder ind, som bidrager med rigtig meget både fagligt og socialt, siger han.
Jobmatch-indsatsen hos Viborg FF og DIF understøttes af Viborg Kommunes Virksomhedsservice og veterankoordinatoren, som løbende matcher veteraner med virksomheder fra VFF’s erhvervsnetværk.
Er du en del af en virksomhed, der ønsker at høre nærmere, så kontakt Rasmus Feddern Donbæk på