Grønning: Fokus på at forbedre præstationerne
Der har været lidt flere bump på vejen for VFF-holdet i denne sæson end man oplevede i seneste, men anfører Jeppe Grønning er fortsat fortrøstningsfuld og ryster ikke på hånden på baggrund af de seneste par kampes resultater. Tilgangen med fokus på træningsbanen og præstationerne er den samme som hidtil:
-I forhold til de standarder, vi har sat for os selv i de seneste sæsoner, så er tingene lidt sværere lige nu. Det er på nogen vis ret naturligt, men selvfølgelig samtidig også lidt frustrerende, men det er ikke noget, vi går i panik over. Der er nogle ting rent spillemæssigt, der er blevet bedre i løbet af sæsonen, og så er der stadig nogle andre ting, hvor vi stadig ikke er dygtige nok, hvilket har gjort, at vi ikke har fået så mange point som ønsket.
-Det ændrer ikke på, at vores fokus er på træningsbanen og på hvordan vi kan forbedre os som hold. Vi arbejder videre og vores tilgang er på præcis samme måde som før. Det var også sådan vi gjorde i sidste sæson, da resultaterne var bedre, så vi ryster ikke på hånden eller ændrer på vores dagligdag. Vi analyserer tingene og forsøger at blive bedre hver dag, og der er nogle relationer, der begynder at se bedre ud, og så er der ting, vi skal have justeret meget hurtigt, siger han.
Grønning og resten af VFF-holdet skal en tur til Vejle på søndag, og her forventer anføreren et fysisk præget opgør:
-Vejle er et hold i fremgang, synes jeg. De er afklaret med, hvad de vil og er godt sat sammen til at gøre det svært for modstanderen. Det er et fysisk stærkt hold, der også er dygtige på omstillinger med nogle hurtige spillere fremme i banen.
-Der kan komme perioder af kampen, hvor vi skal acceptere, at det bliver meget fysisk, men vi skal også sikre, at der kommer perioder, hvor vi får sat vores spil med bolden. Vi skal sørge for at stille dem i nogle dilemmaer, hvor vi har nogle kvaliteter, der kan udfordre dem, siger Grønning.
Kampstart i Vejle er søndag klokken 14, og kampen kan ses direkte på TV3 Sport og Viaplay.