Mads Holm er ny talentchef i VFF
Viborg FF har ansat 32-årige Mads Holm som ny talentchef. Han kommer fra OB, hvor han senest har været ansat som udviklingschef.
Sportschef Mads Agesen er meget glad for at få Mads Holm ombord:
-Vi har haft en grundig rekrutteringsproces, hvor det har været afgørende for os at finde en person med et højt fagligt niveau, der samtidig har indgående kendskab til licenssystemet og kommer med erfaring med strategiarbejde.
-Samtidig har vi haft for øje at finde et talent i talentmiljøet og Mads har været vores topprioritet fra starten, og efter en længere dialog er vi nu lykkes med at forene hinanden. Vi mener, at vi har fundet den helt rette i Mads og vi er meget stolte over, at han har valgt os, da vi mener, at han er en stor kapacitet indenfor dansk talentudvikling. Han kommer med stor erfaring fra forskellige roller i OB, hvor han har været en vigtig del af opbygningen af deres stærke akademi.
-Udover hans stærke faglige kompetencer, så har han også en god personlighed og nogle værdier, der passer perfekt ind hos os. Vi glæder os enormt meget til, at Mads starter her og vi sammen kan tage de næste skridt med VFF Talent, siger Agesen.
VFF’s nye talentchef startede som holdtræner i OB for 11 år siden, inden han senere både har varetaget rollerne som ungdomsudviklingstræner, talentchef og senest udviklingschef. Mads Holm er uddannet UEFA A Youth-træner og har også en cand. merc. i ledelse fra SDU. Efter mange år på Fyn, ser han nu frem til nye udfordringer i domkirkebyen:
-Jeg glæder mig rigtig meget til at starte i Viborg FF, hvor jeg ser en klub med en rigtig stærk kultur og et stort udviklingspotentiale. Jeg har fået et indtryk af en klub med stærke værdier, et godt fællesskab og en stor lyst til at ville fremad, og efter nogle gode samtaler, så er det helt sikkert en klub, jeg kan se mig selv i. Der bliver arbejdet med et præstations- og udviklingsmindset hvilket stemmer meget godt overens med den måde, jeg selv ønsker at arbejde med fodbold på, siger Mads Holm og fortsætter:
-Viborg har allerede lavet rigtig gode talenthistorier, og nu har klubben besluttet sig for at skrue endnu mere op for arbejdet, så vi i fremtiden kan lave endnu flere, og det glæder jeg mig til at blive en del af. Jeg skal være med til at sætte en ny strategisk retning for talentafdelingen og få etableret nogle gode strukturer ned igennem akademiet, så vi kan løfte talentarbejdet til et nyt niveau.
-Det er et enormt spændende projekt og jeg ser et meget stort potentiale i VFF, så jeg ser frem til at komme i gang med arbejdet, afslutter han.
Mads Holm starter som talentchef i Viborg FF senest 1. januar.