Vi hylder Danmarks udsendte mod FCM
For at hylde og ikke mindst hjælpe krigsveteraner i Viborg Kommune er Viborg FF igen i år en del af initiativet Veteran Match, hvor danske soldater hyldes og styrkes til at komme i job efter at have været udsendt til verdens brændpunkter.
Årets hyldest finder sted til fredagens kamp mod FCM, hvor der blandt andet vil være en hyldestseance før kampstart. I den anledning er veteraner og deres nærmeste pårørende også inviteret gratis ind til kampen.
Viborg FF var for første gang med i initiativet i 2021, så det er tredje år i træk, at der afholdes Veteran Match i Viborg. Det afvikles lige som forrige år i et tæt samarbejde mellem Viborg FF, Viborg Kommune, Danmarks Idrætsforbund og det lokale erhvervsliv.
På landsplan afvikles Veteran Match ligesom tidligere år hos klubber i 3F Superligaen, Herreligaen i Håndbold og den bedste danske ishockeyliga Metal Ligaen. Derudover er der i år deltagelse fra klubberne i NordicBet Ligaen, og dermed er der hele 47 hyldestkampe på landsplan.
Trøjeauktion til fordel for DIF Soldaterprojekt
Til kampen mod FCM vil spillerne optræde med Veteran Match-logoet på kamptrøjerne. Efter kampen bliver trøjerne bortauktioneret via matchwornshirts.com, og overskuddet fra auktionerne går direkte til DIF Soldaterprojekts arbejde. I fanzonen er der desuden salg af Veteran Match-pins, og alt overskud herfra går ligeledes til Danmarks Idrætsforbunds Soldaterprojekt.