VFF sejrede i dramatisk topkamp
Søndag eftermiddag lagde Energi Viborg Arena græs til en vigtig kamp om top 3, da Randers FC gæstede domkirkebyen. Opgøret fik en relativ lige start, hvor de to mandskaber skiftedes til at angribe. I det 7. minut kom Renato Jr. frem til opgøret første store chance. En løs bold endte for panden af ham midt i feltet, men brasilianeren fik desværre ikke ordentligt træf på kuglen.
Efter et kvarter var det Ibrahim Saids tur til at volde Randers problemer. Med et par fikse kropsfinter snød Said to Randers-forsvarere, inden han slap bolden videre til Elias Achouri. Tuneseren tøvede ikke og fandt med en førstegangsaflevering igen Ibrahim Said, som fra en spids vinkel bankede VFF i front.
Målet gav momentum til viborgenserne, og i minutterne efter måtte gæsterne flere gange ud i sidste-øjebliks-tacklinger for at forhindre VFF´erne i at komme på 2-0. Nærmest en scoring kom Daniel Anyembe, da han fik foden på et hjørnespark fra Clint Leemans, men Carlgren i Randers-målet fik lige nøjagtig fingrene på.
Op til pausen fortsatte Viborg de gode takter. Både Renato Jr. og Jakob Bonde kom frem til store chancer tæt under mål, men den afgørende skarphed manglede før 2-0 kunne realiseres.
Randers kom godt ud til anden halvleg, og efter små 5 minutter var det tæt på en udligning. Tobias Klysner satte turbo på i højresiden og kom alene igennem med Lucas Lund, men til Viborgs held gik afslutningen snært forbi. 2 minutter senere var der aktion i modsatte ende. Ibrahim Said blev nedlagt i feltet, og dommeren pegede resolut på pletten. Jakob Bonde tog sig af straffesparket og omsatte det sikkert til en 2-0-scoring. Tomålsføringen holdt dog kun kort, for i det følgende angreb kom Mads Engård højest på et indlæg, og pandede via overliggeren Randers på 2-1.
Med 20 minutter igen nedlagde Anton Gaaei Tosin Kehinde på grænsen af straffesparksfeltet. Det takserede dommeren i første omgang til et straffespark, men efter et VAR-tjek blev dommen omstødt til et frispark som ikke blev vekslet til en scoring. Det gjorde et hjørnespark fra Clint Leemans tilgengæld i det 77. minut. Efter lidt klumpspil endte kuglen for fødderen af Alassana Jatta, der sikkert gjorde det til 3-1. I de døende minutter var Friis´ tropper tættest på en scoring, men det blev ved 3-1, og efter 96 minutter var 3 vigtige point en realitet.
Viborg FF-Randers FC 3-1
1-0 Ibrahim Said (15.)
2-0 Jakob Bonde (str. 54.)
2-1 Mads Enggård (57.)
3-1 Alassana Jatta (79.)
Startopstilling
Lucas Lund-Anton Gaaei, Nicolas Bürgy, Zan Zaletel, Daniel Anyembe-Jakob Bonde, Jeppe Grønning, Clint Leemans-Ibrahim Said, Renato Jr. Elias Achouri
Indskiftninger
Magnus Westergaard for Jakob Bonde (65.)
Alassana Jatta for Renato Jr. (74.)
Mads Søndergaard for Ibrahim Said (77.)
Oliver Bundgaard for Clint Leemans (80.)
Paulinho for Elias Achouri (80.)
Kort
Gult: Jakob Bonde
Tilskuertal
6542