Paulinho er klar for VFF
Viborg FF køber den portugisiske angriber Paulinho fra CF Estrela Amadora på en kontrakt til sommeren 2026. Angriberen har i indeværende sæson nettet ni gange i 12 kampe i Liga 2 i Portugal.
-Det er ingen hemmelighed, at vi har søgt efter en ny angriber til vores trup, og vi er glade for at være nået til enighed med Paulinho, som vi synes passer godt ind her både på de fodboldmæssige kompetencer og han har også givet et rigtig godt indtryk af sin personlighed. Han er en hårdtarbejdende angriber, som er dygtig i presspillet og så har han sine forcer inde i boksen, hvor han allerede har bevist, at han kan score mål.
-Samtidig er det en spiller med et stort udviklingspotentiale, som vi altid er på udkig efter, og vi har en tro på, at vi i vores miljø kan løfte ham yderligere, siger direktør Morten Jensen.
Paulo Rafael Pereira Araújo, som er angriberens fulde navn, nåede i alt 44 kampe og 19 mål hos CF Estrela Amadora, inden han nu skifter videre til Viborg FF i 3F Superligaen:
-Jeg er meget glad for at være her og spændt på at komme i gang. Jeg har fået et godt indtryk af klubben, og det virker til at være et meget ambitiøst projekt, der er i gang her i Viborg, og jeg håber selvfølgelig på, at jeg kan bidrage til, at vi sammen når nye mål. Jeg kan i hvert fald garantere, at jeg vil bidrage med hårdt arbejde hver dag, og jeg glæder mig meget til at møde mine nye holdkammerater, trænerne og selvfølgelig fansene.