Veteran Match: Nu er trøjerne fra BIF-kampen på auktion
I forbindelse med kampen mod Brøndby IF i søndags var der i anledning af Veteran Match flere initiativer for at hylde danske krigsveteraner.
Veteraner og deres pårørende var inviteret gratis ind til kampen, og de udgjorde 177 af de 8632 tilskuere på Energi Viborg Arena.
Før kampstart blev der afholdt et minuts klapsalver til ære for veteraner, og derudover var VFF-spillerne iklædt trøjer med et Veteran Match-logo på brystet.
Spillernes trøjer fra kampen er netop nu kommet på auktion via odendo.dk, hvor der er mulighed for at byde på trøjerne indtil tirsdag aften. Alt overskud fra auktionerne går direkte til DIF Soldaterprojekt.
Jobmatch-dag
Foruden hyldestkampen i søndags består Veteran Match af en jobmatch-dag, som afholdes på Energi Viborg Arena d. 5. oktober, hvor ledige veteraner og lokale virksomheder inviteres til jobmatch. Målet er at hjælpe ledige veteraner i beskæftigelse ved at matche dem med relevante lokale virksomheder.
Værter på dagen er Viborg FF, Viborg Kommune og Dansk Idrætsforbund.
Overvejer man som virksomhed at ansætte en veteran i alt fra et fleksjob få timer om ugen til fuldtidsjob eller praktik med henblik på ansættelse, så kan man tilmelde sig jobmatch via DIF Soldaterprojekts hjemmeside: http://www.veteranmatch.dk