VFF henter slovensk stopper
Viborg FF har skrevet kontrakt med den slovenske midtstopper Zan Zaletel på en kontrakt til sommeren 2025.
22-årige Zaletel kommer fra NK Celje i hjemlandet, hvor han har været fast mand de seneste fire år og var med til at vinde mesterskabet i 2020. I alt blev det til 136 kampe for klubben. Han spillede desuden også fra start i alle tre kampe for Slovenien under U21 EM i 2021. Nu ser forsvarsspilleren frem til næste skridt i karrieren hos Viborg FF:
-Jeg har været opsat på at få en ny udfordring i min karriere, og jeg er rigtig glad for, at det bliver her. Jeg har fået et rigtig godt indtryk af klubben, og Viborg har været de mest seriøse blandt de muligheder, jeg havde. Jeg kan lide strategien her, hvor man tror på unge spillere og samtidig er det en spillestil, som er attraktiv.
-Jeg ved, at der er dygtige forsvarsspillere allerede, men jeg skal ind og bidrage med mit spil og forhåbentlig kan jeg hjælpe holdet med det samme. Jeg glæder mig til at møde holdkammeraterne og til at sæsonen går i gang om lidt, siger forsvarsspilleren.
Sportschef Jesper Fredberg er ligeledes glad for tilgangen af Zan Zaletel:
-Zan er en spillende forsvarsspiller, som er god med bolden, dygtig til at læse spillet og samtidig duelstærk. Selvom han er relativt ung, så har han masser af erfaring fra mange kampe på et godt niveau, og kommer også med fine lederegenskaber, da han i en periode også har været anfører for NK Celje.
-Han skal være med til at skærpe konkurrencen på stopperpositionen, og så skal han fortsætte sin gode udvikling her i vores miljø. Det er en spiller, vi har fulgt længe, så vi er glade for, at han nu er her, lyder det fra sportschefen.