Team Grøn Energi sender igen minibussen mod Ukraine
Tidligere i denne måned fortalte vi om, at Anders Brogaard via Team Grøn Energi havde fået hjælp til bil og benzin, så han kunne tage turen til Ukraine for at hjælpe med at transportere otte ukrainske flygtninge til Danmark.
Anders er i øjeblikket på endnu en tur i den hvide minibus, og han har igen fået hjælp til bil og benzin gennem en række af Team Grøn Energis venner, som i dette tilfælde er City Biludlejning, Agilease og Danske Bank.
Gennem koordinering med danske og polske kontakter har minibussen tirsdag hentet i alt 14 strandede personer ved mindre grænseovergange mellem Polen og Ukraine. Personerne er blevet fragtet til den polske by Przemysl, og herfra bliver de i større busser transporteret videre til eksempelvis Danmark.
Den hvide minibus er også blevet brugt til at fragte nødhjælpsforsyninger fra Przemysl til et lager, hvor flere forskellige NGO’ere har opmagasinering. Derfra køres forsyningerne videre ind i Ukraine – hovedsagligt til byen Lviv. Det foregår på den måde, at store busser kommer til Polen med flygtninge fra Lviv, og på tilbageturen bliver busserne så fyldt med nødshjælpsforsyninger fra lageret.
I dag, onsdag, bruges den hvide minibus igen til logistik i nærområdet, inden den torsdag morgen sætter kursen mod Krakow, hvorfra otte flygtninge skal med på turen tilbage til Danmark.
Assistancen fra Anders er hele vejen igennem foregået via en koordineret indsats. Det anbefales generelt ikke, at civile tager turen for at hjælpe, uden at man er en del af en koordineret indsats gennem eksempelvis en nødhjælpsorganisation.