VFF og DBU Jylland indgår samarbejde om børnefodbold
Viborg FF og DBU Jylland har indgået samarbejde om at løfte kvaliteten for børnefodbolden i Viborg FF’s 24 samarbejdsklubber.
Med formålet om at sikre et kvalitetsløft i Viborg FF’s samarbejdsklubber gennem DBU’s børnestrategi og Viborg FF’s Projekt Børneudvikler, har Viborg FF og DBU Jylland nu givet håndslag på et samarbejde for at opnå netop det.
Samarbejdet blev markeret torsdag den 17. marts på Viborg FF’s anlæg, hvor både Viborg FF og DBU Jylland kom med deres tanker om, hvordan aftalen kommer klubberne, og ikke mindst børnene, bedst muligt til gode.
For Viborg FF har samarbejdet ligget lige til højrebenet. Det fortæller børneudviklingstræneren i klubben, Christian Borup:
-Vi satser stort på børnefodbolden i Viborg FF, så det har været meget naturligt for os at indgå samarbejdet med DBU Jylland. DBU’s børnestrategi går i god tråd med vores eget Projekt Børneudvikler, så det har været en helt naturlig vej for os at gå.