VFF henter tjekkisk U21-landsholdsspiller
Viborg FF køber den tjekkiske U21-landsholdsspiller Jan Žambůrek hos Premier League-klubben Brentford FC. Den 20-årige midtbanespiller har skrevet kontrakt i domkirkebyen til sommeren 2025.
-Vi er meget tilfredse med at være nået til enighed med både Jan og Brentford om, at han skal fortsætte karrieren hos os. Vi får en dynamisk 8’er, som er en anden type end vores andre midtbanespillere, men som vi ser passe rigtig godt ind i spillestilen. Han er dygtig til at sætte fart i spillet, han spiller fremadrettet, er meget spilintelligent og så er han dygtig til at sætte sine med spillere op.
-Det er en spiller, vi har fulgt længe, og selvom han er ung, så har han allerede fået en del erfaring, og vi glæder os meget til at se ham i den grønne trøje, siger sportschef Jesper Fredberg.
Jan Žambůrek er central midtbanespiller, og blev som 17-årig hentet til Brentford fra Slavia Prag. Han har optrådt 29 gange for Brentford, og har desuden også været udlejet til Shrewsbury i forrige sæson. Nu ser han frem til at fortsætte karrieren i dansk fodbold og til et gensyn med Lars Friis, som han tidligere har arbejdet under i det engelske:
-Jeg er meget spændt og glad for at være her. Jeg har fået et rigtig godt indtryk af klubben og personerne her, og i min tid i Brentford har jeg lært lidt om dansk fodbold og kultur, så jeg glæder mig rigtig meget til at komme i gang.
-Jeg skal bidrage med min teknik og hårde arbejde. Jeg vil gerne have bolden og sætte mine medspillere op, men er også meget aktiv i presspillet uden bold, så jeg tror, at jeg passer godt ind i stilen her, og det ser jeg frem til at vise, lyder det fra midtbanespilleren.