Friis før OB: Vigtigt at vi er modige
Fredag aften spiller Viborg FF på udebane mod OB, og cheftræner Lars Friis ser frem mod opgøret, og forudser, at modet med bolden bliver afgørende for at håndtere det pres, han forventer, at hjemmeholdet bringer ind i opgøret:
-Vi har en forventning om, at det er et OB-hold, der kommer blæsende, og det skal vi kunne håndtere. Det bliver vigtigt, at vi tør være modige med bolden, og så handler det om ”vi” fremfor ”jeg”. Der skal kæmpes som en enhed for at opnå noget igen, og der synes jeg også, at vi er stærke.
-En læring fra denne sæson har været, at i de perioder, hvor vi bringer intensitet og aggressivitet i kampene, så kan vi få momentum, og omvendt, når vi bliver for passive, så får modstanderen momentum. Sådan var det også senest mod OB, og sådan en kamp kan det blive igen. Det handler for os om at gøre OB’s perioder så korte som mulige, for vi ved, at det er et dygtigt hold med flere gode individualister, som er blandt de bedste i ligaen.
Til kampen må Friis se bort fra de to normale midtstoppere Lars Kramer og Mads Lauritsen, der begge sidder udenfor med karantæne, og cheftræneren må derfor tænke i en alternativ løsning til fredagens opgør:
-Der har været mange tanker omkring forskellige løsninger. Vi har haft en pause til at gøre os nogle overvejelser, og vi har spillet en træningskamp, hvor vi også fik nogle svar. Vi har kigget på, om vores plan B nu skal være plan A, og vigtigst af alt, så skal vi finde den løsning, hvor vi hænger bedst sammen på hold, afslutter Friis.
Kampstart på Nature Energy Park i Odense er fredag kl. 19, og kampen kan ses direkte på TV3 Sport.
Du kan også stadig nå at tilmelde dig busturen for kun kr. 199,95 inkl. billet til kampen