Åbent hus og formiddagskaffe til støtte for Knus Kræft
Superligakamp i Viborg indledes med gratis kaffe, blomstervandring og fælles gå-tur til stadion. I den gode sags tjeneste.
Når spillerne fra Viborg FF og AaB løber på banen til søndagens opgør på Energi Viborg Arena, har fansene på lægterne været i gang med forberedelserne længe. Formiddagen op til kampen er fodboldfans og øvrige borgere nemlig inviteret til åbent hus hos Peter Larsen Kaffe i Viborg. Det er kaffevirksomheden, som sammen med Viborg FF, Viborg Folkeblad, KidsAid og Let it bee står bag arrangementet. En begivenhed som skal skabe opmærksomhed omkring sygdomsramte børn og unge.
-Vi ønsker at rette fokus på en ofte lidt overset befolkningsgruppe. Børn og unge med alvorlige og livstruende sygdom lever i isolation og usikkerhed. Dette vil vi gerne gøre en indsats for at forandre. Ikke ved at vise nedslående fotos eller triste attituder. Vi vil vise noget af det positive, som gøres i den gode sags tjeneste. Indsamlingskampagnerne, fællesskabet, den lokale opbakning, sammenholdet mellem virksomheder, foreninger og private borgere. Alt dette forsøger vi at samle, inden det går løs på stadion og vi i fællesskab støtter op om byens fodboldhold, udtaler direktør i Peter Larsen Kaffe, Claus Bertelsen.
Fodboldkampen har kampstart kl. 14:00, og i dagens anledning stiller Viborgs spillere op i grønne trøjer med Knus Kræft på maven. Stadion vil ligeledes være indrammet i kommunikation omkring Knus Kræft, og der vil være mulighed for at bakke op om kampagnen via donationer og konkurrencer. Om Viborg FFs engagement i aktiviteten udtaler direktør Morten Jensen:
-Kampen om point på banen er én ting. Men udenfor banen udspilles andre og mere livsvigtige kampe. Kampe som optager både os og vores fans. Én af disse er en mærkesag for os, som vi har støttet op om i mange år. Kampen for børn og unge med alvorlige sygdomme. Dette gør vi sammen med Peter Larsen Kaffe, KidsAid og Tom Kristensen via indsamlingskampagnen Knus Kræft.
Som optakt til kampen inviteres fodboldfans og borgere på formiddagskaffe ved Peter Larsen Kaffes adresse på Ærøvej i Viborg. Her vil der være mulighed for at kigge indenfor i risteriet, og sammen med rundvisere fra virksomheden Let it bee gå på blomstervandring i den nyligt anlagte biodiversitetshave rundt om den ikoniske Madam Blå kande. Der vil desuden være indsamlingsaktivitet og lotteri med mulighed for at vinde flotte præmier som fodbold- og koncertbilletter, kaffe og meget andet. Alt sammen til støtte for Knus Kræft, hvortil den samlede indtjening på dagen doneres.
Som afslutning på formiddagsarrangementet er der arrangeret fælles spadseretur fra Peter Larsen Kaffe til Energi Viborg Arena. En gåtur på ca. ½ time.
Arrangementet er en del af Grønne Sammen, som foregår i Viborg Kommune i ugerne 36 og 37.
Praktiske detaljer:
- Tid: Søndag d. 12. september kl. 10:30 – 12:30
- Sted: Peter Larsen Kaffe, Ærøvej 15-17, 8800 Viborg
Superligakampen Viborg FF – AaB spilles søndag d. 12. september kl. 14:00 på Energi Viborg Arena.