VFF henter Davit Skhirtladze
Viborg FF forstærker offensiven med 27-årige Davit Skhirtladze, der tidligere har spillet i dansk fodbold hos AGF og Silkeborg.
-Vi kender selvfølgelig Davit rigtig godt, og ved, at vi får en teknisk stærk spiller med store individuelle kompetencer, som kan komplementere vores trup godt. Vi har haft gode samtaler med ham, og han har vist en stor vilje for at komme til Viborg og levere et stærkt indtryk, og han er topmotiveret for at bevise sig selv i dansk fodbold igen.
-Vi vil stå så stærkt som overhovedet muligt i det vigtige forår, der venter os, og jeg er meget tilfreds med vores trup. Samtidig har vi også været bevidst om, at vi er lidt sårbare i tilfælde af skader til de offensive folk, og derfor er vi glade for at få Davit ind. Han kan dække alle de forreste pladser, og vi har stor tro på, at han kommer til at hjælpe os her i foråret, siger sportschef Jesper Fredberg.
Georgieren har senest spillet for Dinamo Tbilisi i hjemlandet, hvor det blev til fem kampe og tre scoringer i den sidste del af efteråret. Forinden var han hos Arka Gdynia, hvor han nåede 22 kampe og fire mål i den bedste polske række. Nu glæder han sig over at vende tilbage til dansk fodbold, hvor han blandt andet har over 100 superligakampe på CV’et:
-Jeg er rigtig glad for at være tilbage i Danmark, og jeg glæder mig til en rigtig spændende udfordring i Viborg. Det er en klub, der hører til i Superligaen, og det vil jeg gøre alt for at hjælpe til med. Jeg er klar til at hjælpe Viborg, uanset min rolle på holdet. Det kræver flere end 11 spillere at rykke op, og jeg vil bidrage med det, der er brug for. Jeg håber på at vise mine individuelle kompetencer og samtidig være en rigtig stærk holdspiller, så vi sammen får succes, siger Davit Skhirtladze.
Skhirtladze har fået kontrakt med VFF for resten af sæsonen.