VFF slog VB i målrig testkamp
Se eller gense kampen:
Viborg FF besejrede Vejle Boldklub i sommerens første testkamp, som bød på en sand målfest i VB Parken.
Det var VFF-mandskabet, der åbnede opgøret efter et kvarters spil, hvor Frederik Brandhof fandt Sebastian Grønning ved bagerste stolpe, og her headede den nye 9’er bolden ind ved forreste stolpe. Føringen varede dog ikke længe, for få minutter senere var der balance i regnskabet, da VB-anfører Jacob Schoop kom løbende i feltet og nemt kunne prikke 1-1 ind bag Can Dursun i VFF-målet.
Opgøret bød på store chancer i begge ender, og kun to minutter efter hjemmeholdets udligning, så kom VFF igen foran. Tobias Bech trak ind i banen til sit venstreben, og afslutningen blev akkurat rettet af, så bolden snød Hagelskjær. Og så gik der ikke mange minutter før Bech igen var på spil. Kantspilleren opsnappede en fejlaflevering i VB-defensiven, og så slap han alene afsted og gjorde det sikkert til 3-1.
Inden pausen blev det også 4-1, da Mads Søndergaard, som i dag spillede på en lidt uvant plads på højreback, løb med frem og afsluttede et flot angreb, og 4-1 var altså resultatet efter første halvleg.
VFF-holdet kom fint ud efter pausen, og i det første kvarter af anden halvleg kunne det også være blevet til mere, men efter en times spil kom VB tilbage i kampen. Først var det nyindkøbet fra La Liga i angriberen Dwamena, der fik prikket 4-2 i kassen, og kort efter var det så det andet nyindkøb Saeid Ezatolahi, der headede 4-3 i netmaskerne. Forinden havde unge Faghir også testet træværket, og VB jagtede en udligning.
Det lykkedes for VFF-mandskabet at holde stand, og havde også fine muligheder i den anden ende. Undervejs fik Younes Bakiz to gule kort, og blev udvist, men da det er en træningskamp, blev Mads Frederiksen sat på banen i stedet.
Det sluttede 4-3 til VFF i Vejle, og næste træningskamp spilles på onsdag ude mod Esbjerg.
Vejle – Viborg FF 3-4
0-1 Sebastian Grønning (15.)
1-1 Jacob Schoop (18.)
1-2 Tobias Bech (20.)
1-3 Tobias Bech (28.)
1-4 Mads Søndergaard (33.)
2-4 Raphael Dwamena (65.)
3-4 Saeid Ezatolahi (67.)
Startopstillingen
Can Dursun – Mads Søndergaard, Lars Kramer, Frans Putros, Christian Sørensen – Jeppe Grønning, Frederik Brandhof, Mads Aaquist – Tobias Bech, Sebastian Grønning, Younes Bakiz
Indskiftninger
Casper Gandrup for Tobias Bech (45.)
Jeff Mensah for Mads Aaquist (45.)
Shelove Achelus for Sebastian Grønning (63.)
Moussa Diallo (prøve) for Frans Putros (63.)
Mads Larsen (prøve) for Christian Sørensen (63.)
Christian Moses for Mads Søndergaard (72.)
Rødt kort:
Younes Bakiz (Mads Frederiksen indskiftet, 63.)