Poulsen: Skærpet konkurrence er kun godt
Efter en kampfri weekend, så venter nu første spillerunde efter transfervinduets lukning, og cheftræner Jakob Poulsen er glad for den trup, han har til rådighed resten af året:
-Jeg er glad for, at vinduet er lukket og glad for den trup, vi har nu. Jeg var også godt tilfreds med den trup, vi startede sæsonen med, men her til sidst i transfervinduet fik vi lige lidt ekstra ind, som er med til at skærpe konkurrencen, og det er kun godt for os. Der er rigtig god konkurrence på alle pladser, og det giver os nogle svære valg, men det er også sådan, det skal være, siger han og fortsætter:
-Det giver også altid noget ro, når vinduet lukker i. Det kan ikke undgås, at der er lidt støj, når man spiller kampe samtidig med, at der er et transfervindue i gang, og den del er overstået nu. Jeg er glad for den gruppe, vi har, og så er det jo op til os trænere at vælge og få det sammensat rigtigt.
Søndag skal Poulsen og holdet en tur til Nørreskoven, hvor Vejle Boldklub venter:
-Vejle ligner jo det, de har haft i det meste af sæsonen. Det var vel forventeligt, at Onugkha ville blive solgt, og så har de fået en ny angriber ind i Yeboah, som vi jo desværre kender ganske fint fra første kamp i sæsonen. Så jeg forventer et Vejle-hold, som er meget svære at spille imod, ligesom vi også oplevede i sidste sæson.
-De har mange af de samme spillere og stadig den samme træner, og vi ved, at det er et vanskeligt hold at møde, selvom de ikke har fået den start på sæsonen, de har håbet på. Det er stadig et godt organiseret hold, der er gode til at holde kampene tætte, så det er små ting, der bliver afgørende. Vi skal være skarpe i alt, hvad vi foretager os, men vi tror også på, at vi har kvaliteterne til at tage derned og hente en sejr, siger Poulsen.
Kampstart på Vejle Stadion er søndag klokken 16.