Smalt nederlag i sidste test
Der var både blæst og solskin, da Viborg FF spillede sidste testkamp under træningslejren i Alicante lørdag eftermiddag. Modstanderen i generalprøven inden 3F Superliga-start var det ukrainske førerhold FC Kryvbas.
Begge mandskaber var gode til at stresse hinanden i kampens indledning, og det blev derfor en lidt rodet start på kampen.
I første halvleg viste særligt Oliver Bundgaard og Isak Jensen flere gange gode takter i venstre side, hvor de var gode til at kombinere sig igennem ukrainernes defensiv. Det kastede dog ikke de helt store chancer af sig.
Efter en halv times spil fik ukrainerne tilkæmpet sig et hjørnespark. Bolden blev sparket ind i feltet, og efter lidt tilfældigheder blev den så sparket op på hånden af Zan Zaletel fra kort hold. Det fik dommeren til at fløjte for straffespark til ukrainerne.
Nico Mantl i VFF-buret kastede sig til den rigtige side, men kunne desværre ikke forhindre bolden i at gå i mål. Dermed kom ukrainerne i front med 1-0.
Efter scoringen kom både Nigel Thomas og Isak Jensen til skudmuligheder, men Nigel Thomas fik sendt sit forsøg over mål, mens Isak Jensen måtte se sit forsøg blive blokeret af det ukrainske forsvar.
Efter pausen forsøgte Jakob Poulsens mandskab at presse på i jagten på en udligning, men ukrainerne forsvarede sig solidt, hvilket gjorde det svært for VFF'erne at tilspille sig de store chancer.
VFF pressede dog ufortrødent på, og mod slutningen af kampen var der flere gange optræk til chancer. Nigel Thomas fik en god mulighed, efter Anosike Ementa fik sendt bolden hen til hollænderen, men afslutningen endte lige i benene på en ukrainsk modspiller.
Trods lovende situationer mod slutningen af kampen formåede VFF-mandskabet ikke at få netmaskerne til at blafre. Dermed blev det et nederlag i den sidste testkamp, inden der igen skal spilles om point i 3F Superligaen fra på fredag.
Træningskamp: FC Kryvbas – Viborg FF 1-0
1-0 Hrvoje Ilic (31 min.)
Startopstillingen
Nico Mantl – Manuel Mbom, Zan Zaletel, Stipe Radic, Oliver Bundgaard – Jakob Bonde, Jeppe Grønning, Ibrahim Said – Nigel Thomas, Anosike Ementa, Isak Jensen
Indskiftninger
Mads Søndergaard for Jakob Bonde (46 min.)
Renato Junior for Ibrahim Said (60 min.)
Serginho for Isak Jensen (63 min.)
Jakob Vester for Jeppe Grønning (81 min)
Malik Aboubakari for Anosike Ementa (81 min)