Friis før AGF: Altid tænding på i Aarhus
Viborg FF skal en tur til Aarhus skærtorsdag, hvor AGF venter på Ceres Park til kampstart klokken 14. Cheftræner Jacob Friis stræber hele tiden efter forbedringer i præstationerne, og så forventer han en kamp i Aarhus med masser af tænding og intensitet:
-Vi sætter hele tiden overliggeren højt i forhold til vores præstationer, og der er absolut plads til forbedringer efter de seneste par kampe, men omvendt har vi selvfølgelig også gjort mange ting godt, når vi står med de point, som vi trods alt gør. Vores fokus er altid på præstationerne, og vi behandler kampene ens, uanset om vi har vundet, tabt eller spillet uafgjort, for det er måden, vi tror på, at vi udvikler os som hold.
-Nu gælder det AGF, og vi ved, at alle kampe mod AGF altid har en masse intensitet. Der er altid tænding på i Aarhus, og det er en del af AGF’s DNA, og det gør de godt, så det er helt afgørende, at man tager den kamp op. Det handler om nærkampe, nedfaldsbolde og intensitet, som vi ved, at de er dygtige til, så det skal vi være klar på at matche. Og så er det jo ikke længe siden, vi senest har mødt dem, så vi er også opmærksomme på forskellige scenarier i forhold til, hvordan AGF vil gribe kampen an denne gang. Det bliver spændende, og vi glæder os selvfølgelig til, at vi forhåbentlig kan levere en ligeså stærk præstation, som vi gjorde dernede senest, siger cheftræneren.
Skal du ikke en tur på stadion i Aarhus, så vises kampen også direkte på TV3 Sport.