Friis før VB: Kræver offensiv toppræstation
Viborg FF møder Vejle Boldklub på udebane mandag aften, og cheftræner Jacob Friis ser frem mod et svært opgør mod et VB-mandskab, der har forandret sig, siden de to klubber mødtes senest for mindre end en måned siden:
-Det bliver en spændende udfordring, og en tæt kamp, tror jeg. De har fået ny træner, der har foretaget en formationsændring, og er kommet med en anden tilgang til spillet især uden bold. De er godt organiserede, og har ikke lukket et mål ind under Ivan Prelec endnu, så det er tydeligt, at det defensive har været en prioritet her i begyndelsen. Så det bliver spændende at se, hvordan vi får knækket den nød, og det kræver, at vi leverer en offensiv toppræstation for at få en sejr med hjem.
-Vi har vores måde at gøre tingene på, og det er uanset hvem modstanderen er. Der er altid nogle små justeringer alt efter hvordan modstanderen gør, men selve udtrykket er altid det samme, og det er også den offensive tilgang, vi skal bringe ind i kampen i morgen. Og så er det selvfølgelig altid vigtigt, at vi er kloge og har øje på deres offensive profiler, som er dygtige især i omstillingsspillet, lyder det fra Friis.
Kampstart på Vejle Stadion er mandag klokken 19, og er du ikke med på tribunen, så kan kampen også ses direkte på TV3 Sport.
Du kan stadig nå at tilmelde dig udebaneturen til Vejle – læs mere her.