Friis vil teste nye konstellationer i Tyskland
Viborg FF spiller træningskamp på udebane mod tyske St. Pauli torsdag eftermiddag, og cheftræner Lars Friis vil sammen med resten af trænerteamet blandt andet bruge opgøret på at teste nye konstellationer flere steder på banen:
-Først og fremmest er det en fed kamp mod en stærk modstander. St. Pauli er jo en kultklub, der gør det rigtig godt og fører 2. Bundesliga, så vi bliver matchet på et rigtig højt niveau, og jeg glæder mig til at se, hvordan vi kan stå imod dem.
-Samtidig er det også en kamp, hvor vi skal finde nogle svar, og vi kommer til at teste nogle nye konstellationer flere steder på banen. Vi ved, at både Lars Kramer og Mads Lauritsen er ude med karantæne næste gang, men der vil også være andre steder på banen, hvor vi skal se spillere i andre positioner, som vi måske kan få brug for her til de to sidste kampe af efteråret. Vi glæder os, og vi kommer til at bringe alle i spil i kampen, siger cheftræneren.
Til kampen sidder Younes Bakiz, Lars Kramer og Jay-Roy Grot over, mens Daniel Anyembe, Mads Søndergaard, Mads Frederiksen og Christian Wagner fortsat er ude med skader. Anton Gaaei fra U19 er udtaget og med i truppen til opgøret.
Der er kampstart på Edmund-Plambeck Stadion nord for Hamborg klokken 14, og kampen kan følges på livebloggen hos viborg-folkeblad.dk