Grønning før premieren: Vi er spændte og optimistiske
Snart går det løs i 3F Superligaen, når Viborg FF åbner forårssæsonen fredag aften på udebane mod Brøndby IF, og anfører Jeppe Grønning ser frem til, at der endelig er noget på spil igen:
-Vi er selvfølgelig spændte og glæder os rigtig meget. Det er noget helt andet end de træningskampe, vi har spillet den seneste måned, så vi ser frem til, at der er noget på spil og til den atmosfære, der helt sikkert kommer til at være på Brøndby Stadion.
-Samtidig har en vi stor optimisme omkring os selv. Vi har haft en god preseason, hvor vi har rykket os på de ting, vi gerne ville. Den sidste træningskamp gav en god fornemmelse omkring det, men det er selvfølgelig altid er svært at vide præcis, hvor man står, når det går løs i Superligaen. Der er noget intensitet til forskel i forhold til træningskampe, men den øgede intensitet skal vi også selv bringe ind. Så vi er positive, og så handler det om, at vi skal vise os godt frem i morgen.
Fredagens værter fejrer 60-års jubilæum på et fyldt stadion og Grønning ser frem til opgaven på en svær udebane:
-Det er selvfølgelig en svær opgave mod et godt hold på deres hjemmebane. Jeg kan læse, at der er udsolgt og at det er jubilæumskamp, så der kommer nok gang i den. Nogle af de andre gange, vi har været derovre de seneste år, har det været præget af protester, så i morgen kommer der nok mere smæk på, og det er jo fedt for os alle sammen. De er på hjemmebane og de glæder sig til det, men det gør vi i den grad også, siger anføreren.
Kampstart på Brøndby Stadion er fredag klokken 19. Kampen vises på TV3+.