Pointdeling i Vejle
Søndag eftermiddag havde VFF taget turen til Nørreskoven, hvor Vejle BK ventede som modstander. De hvidblusede gæster kom bedst fra start, og lykkedes flere gange med at true Vejle i bagrummet. Specielt Serginhos hurtige fødder og skarpe indlæg voldte hjemmeholdet problemer.
I lang tid var Vejle sjældne gæster i Viborgs felt, men efter 17 minutter brændte det på for VFF. Musa Juwara udnyttede en clearing fra Nathan Trott til at komme alene igennem med Nico Mantl, og kun en stærk hånd fra tyskeren holdt Juwara fra at score. Chancen gav momentum til østjyderne, men udover et par langskud var det småt med nævneværdige Vejle-muligheder.
Op til pausen fastholdt kampen sin chancefattige karakter. For begge mandskaber blev det ikke til meget andet end høje bolde i feltet, men i det 37. minut resulterede en mislykket hjørnesparkskombination i, at Vejle kom afsted i farligt kontraangreb. Bolden endte hos Musa Juwara, der dog måtte se Nico Mantl diske op med en stærk redning.
Udover, at hjemmeholdet var en mere anelse på bolden, lignede kampbilledet efter pausen i høj grad det, der havde kendetegnet det meste af opgøret. Ligesom i de første 45 minutter betød hårde dueller og upræcise afleveringer, at ingen af mandskaberne for alvor fik spillet til at flyde.
I det 70. minut var German Onugkha centimeter fra at prikke et indlæg i nettet, men kom lige nøjagtig ikke frem til bolden. I det følgende angreb slog VFF til. Magnus Westergaard drev kuglen frem, inden han fra kanten feltet spillede Malik Abubakari alene igennem. Ghaneseren viste kynismen, og med et elegant chip sparkede han VFF i front.
Vejle skruede op for presset efter udigningen. Det lignede længe, at Poulsens tropper ville kæmpe den hjem, men i det 90. minut fik Kristian Kirkegaard plads på kanten af feltet. Her tøvede han ikke og sparkede sikkert bolden i nettet til slutresultatet 1-1.
Vejle BK-Viborg FF
0-1 Malik Abubakari (72.)
1-1 Kristian Kirkekaard (90.)
Startopstilling
Nico Mantl-Daniel Anyembe, Nicolas Bürgy, Stipe Radic, Oliver Bundgaard-Jakob Bonde, Manuel Mbom, Mads Søndergaard-Serginho, Anosike Ementa, Isak Jensen
Indskiftninger
Magnus Westergaard for Jakob Bonde (63.)
Malik Abubakari for Anosike Ementa (63.)
Renato Jr. for Serginho (75.)
Jeppe Grønning for Manuel Mbom (75.)
Srdjan Kuzmic for Mads Søndergaard (87.)
Kort
Gult: Anosike Ementa, Manuel Mbom, Isak Jensen