Berger-scoring sikrede 1-0 i Litauen
For første gang i 22 år spillede Viborg FF en europæisk kamp, da det torsdag aften gik løs på udebane mod litauiske FK Suduva i 2. kvalifikationsrunde i UEFA Europa Conference League.
VFF var spilstyrende fra start, og efter 6 minutter kom første afslutning i kampen, da Jan Zamburek forsøgte sig fra kanten af feltet. Han fik dog ikke ordentligt træf på kuglen, som endte i fødderne på en modspiller.
De grønklædte stod for masser af afslutninger i de første 20 minutter, hvor især Jay-Roy Grot og Tobias Bech fik sendt flere afslutninger afsted. De fik dog ikke for alvor testet Tomas Svedkauskas i Suduva-målet.
Jacob Friis’ tropper fortsatte dominansen med kuglen gennem de første 45 minutter, men overtaget blev ikke omsat til scoringer. Hjemmeholdet fra Litauen stod lavt og lurede på omstillinger, men de fik slet ikke testet Lucas Lund i første halvleg.
Kampbilledet fortsatte efter pausen. VFF fortsatte med at styre slagets gang, mens hjemmeholdet stod solidt i bagerste geled og lurede på mulige omstillinger.
Efter en times spil var Jan Zamburek uhyre tæt på at spille indskiftede Marokhy Ndione helt fri inde i feltet med en smart hælaflevering, men en forsvarsspiller fra hjemmeholdet kom på tværs og fik afværget i sidste øjeblik.
Senere fik også Tobias Bech sendt en afslutning afsted fra kanten af feltet, men skarpheden manglede og Suduva-keeperen reddede uden det store besvær.
Med et kvarter tilbage af kampen kom den forløsende scoring endelig. Sofus Berger var netop blevet skiftet ind, og efter få minutter på banen blev han sendt i dybden. Han modtog bolden inde i feltet, og med en velplaceret afslutning ved bagerste stang sendte han VFF i front med 1-0.
Mod slutminutterne kom hjemmeholdet længere frem på banen og havde optræk til lidt chancer. En enkelt afslutning havde kurs mod det lange hjørne, men gik over mål. Derudover blev det ikke farligt.
Der kom ikke yderligere scoringer, og dermed endte det med en fuldt fortjent sejr i Litauen. Der er returopgør i Viborg om en uge.
FK Suduva - Viborg FF 0-1
0-1 Sofus Berger (78.)
Startopstilling
Lucas Lund – Anton Gaaei, Nicolas Bürgy, Mads Lauritsen, Christian Sørensen – Jan Zamburek, Jeppe Grønning, Clint Leemans - Tobias Bech, Jay-Roy Grot, Ibrahim Said
Indskiftninger
Marokhy Ndione for Ibrahim Said (46.)
Justin Lonwijk for Jay-Roy Grot (56.)
Jakob Bonde for Jeppe Grønning (75.)
Sofus Berger for Clint Leemans (75.)
Mads Søndergaard for Jan Zamburek (87.)
Kort
Gult: Nicolas Bürgy, Christian Sørensen