Friis før AGF: Forventer masser af intensitet
Der venter en udekamp i Aarhus søndag eftermiddag, hvor Viborg FF gæster Ceres Park for at møde AGF til kampstart klokken 14:30. Cheftræner Jacob Friis ser frem til opgøret, som han forventer bliver fyldt med intensitet:
-Jeg forventer, at det bliver en lige kamp og en kamp med masser af intensitet. Sådan er det som regel, når man møder AGF, og intensitet er også noget, vi gerne selv vil bringe i kampene, og det forventer jeg da, at vi kan lykkes med samtidig med, at vi leverer noget flot, offensivt spil.
-Det bliver vigtigt, at vi tager kampen op rent fysisk, og er klar til at tage alle de dueller, der kommer, og så handler det om, at vi skal spille det spil, vi er gode til. Vi ændrer ikke ret meget fra uge til uge, hvor det kun er nogle små nuancer i forhold til modstanderen, der kan være anderledes. Vi ved, at AGF har nogle dygtige individualister, der har vist, at de kan gøre en forskel, og dem skal vi forsøge at neutralisere. Og selvom de ikke har haft så meget held med at lukke helt af defensivt på det seneste, så ved jeg, at det tidligere har været en af deres store styrker, men det behøver jo selvfølgelig ikke lige at være i morgen, at de begynder at lykkes med det igen, siger Friis og fortsætter:
-For os er tilgangen den samme som altid, og vi tager afsted for at sætte en god præstation sammen og forhåbentlig kan vi tage derfra med tre point. Vi havde en god oplevelse mod dem senest i opstarten før forårssæsonstarten, og der er selvfølgelig noget læring fra den kamp, vi kan bruge, men mon ikke de også har kigget lidt på den kamp. Vi har en god fornemmelse i holdet, og vi håber selvfølgelig også på, at vi får stor opbakning, som vi oplevet i alle kampene her i foråret, afslutter cheftræneren.
Kampen vises ikke i TV, men kan streames på Viaplay. Vi håber selvfølgelig på at se masser af grønne fans på lægterne, og billetter til kampen kan købes på https://shop.agf.dk/kampe/agfvff