Friis før FCK: Ikke uden grund, at de er nummer ét
Viborg FF tager søndag eftermiddag imod 3F Superligaens førerhold fra FC København, og cheftræner Jacob Friis ved godt, at der venter en svær opgave, men samtidig også en opgave, som han og holdet glæder sig meget til:
-Det bliver selvfølgelig en stor, men også en spændende udfordring for os, og vi glæder os meget. Det er jo ikke uden grund, at de er nummer ét, og de kommer jo med et meget profileret mandskab, men vi har nu immervæk fokus på, hvad vi kan gøre. Uanset hvem vi møder, så er vores tilgang den samme.
-Jeg vil gerne se noget af det samme holdudtryk, som vi også så i Randers, hvor der var en god balance, og vi hang godt sammen i holdet både offensivt og defensivt. Og så er det klart, at vi skal se, om vi kan gøre det samme bare endnu bedre, for der er altid plads til forbedring. Der skal arbejdes for tingene, for man får ikke noget foræret mod sådan et hold, der har så stor individuel kvalitet. Det bliver en fed udfordring, og vi ved godt, at der skal flueben ud for alle parametre af spillet for at vinde sådan en kamp, og det er selvfølgelig det, vi går efter, siger Friis og fortsætter om det første møde med hjemmebanen:
-Jeg glæder mig rigtig, rigtig meget til at møde vores hjemmepublikum, og jeg kan mærke, at spillerne også glæder sig til at spille derinde igen. Der var jo helt fantastisk opbakning i Randers, og der må jeg sgu sige, at jeg var positivt overrasket. Det var virkelig flot, så jeg har da også en forventning og tro på, at der bliver rigtig god stemning igen i morgen, afslutter Friis.
Der er kampstart mod FCK klokken 16, og kampen kan også ses direkte på Canal 9.